Betydningsskred


Undervejs i en litterær tekst kan der opstå betydningsskred. Det vil sige, at den betydning som læseren har knyttet til et bestemt ord eller beskrivelse af et fænomen, ændrer sig i takt med handlingen. Læs fx Gunvor Krejberg Ganer: Broen, hvor den indledende oplevelse af en ”bronzefarvet stribe i gulvet” ændrer sig fra at være positiv til negativ i slutningen.

Digt


Digtet tilhører den lyriske genre. Lyrik kommer af ordet ’lyre’ (et oldgræsk musikinstrument), der betyder klangfuldt. Digtet benytter ord og vendinger, der fremkalder rytme og klange, det rummer i særlig grad sproglige billeder i et sprog, der kan ligge fjernt fra det sprog, vi taler i til dagligt. Rim og strofer kendetegner ældre digte, mens nyere digte har en fri og ubunden form. Læs Erik Trigger: UNDER DEN CIRKLENDE ROVNAT.

Digterjeget


I digtet er der en stemme, der fremfører ordene. Den STEMME kalder vi for digterjeget. Digterjeget er det subjektive punkt, hvorfra verden beskues. Digterjeget formulerer forholdet mellem de ydre sansninger og de indre følelser. Læs fx Erik Trigger: UNDER DEN CIRKLENDE ROVNAT.

Essay


Betegnelsen er fransk og betyder ’forsøg’. I essayet reflekterer forfatteren over iagttagelser i virkeligheden. Det sker gennem et litterært og personligt sprog med brug af sproglige billeder. Essayet blander på den måde fremstillingsformer fra den litterære tekst og den argumenterende tekst. Essayet kan være filosofisk og kritisk. Eller noget helt tredje. Det er forfatterens forsøg på at reflektere over hændelser og tendenser i virkeligheden. læs fx Victor Boy Lindholm: FREMTIDEN, FOLKET – BABY!

Forbinderord


Betegnelse for de småord, som vi bruger for at skabe meningsfulde sammenhænge mellem forskellige sætningsdele, fx på denne måde, som, altså, kort sagt, således.

Fortalte tid, den


Den samlede tidsperiode, som en fortælling udspiller sig over. Den fortalte tid har som regel en større tidsramme end fortællertiden, fx når en novelle på tre sider omhandler en periode over 50 år. Læs fx Morten Ramslands novelle Barndom på Galgen.

Fortælleren


Den stemme i en fortælling, der fortæller. Fortælleren kan være alvidende, dvs. vide alt om personerne og historien i fortællingen, eller fortælleren kan være bundet til en af fortællingens personer (jeg-fortælling, 3.persons fortælling). Fortælleren er ikke den samme som forfatteren. En mand kan fx være forfatter til en novelle, der har en kvindelig jeg-fortæller. Læs fx Jonas T. Bengtson: Broen.

Fortælletiden


Den ’tid’ som fortælleren benytter til at fortælle sin historie. Den fortalte tid (fortællingens tid) kan fortælles panoramisk, idet fortælleren sammenpresser et langt tidsforløb (”Flere år senere kom…), men fortælletiden kan også være scenisk, hvor fortælletid og fortalt tid næsten er identisk (”En tåre trængte frem i øjenkrogen, samlede sig, og begyndte at rulle ned over kinden…”). Læs fx Rebecca Bach-Lauritsen: Det Orange.

Gyser-novellen


En undergenre til novellen, hvor uforklarlige hændelser, uhygge og skræk udgør en væsentlig del af plottet. Som regel er der en eller flere af personerne i gyser-novellen, der er afvigere eller befinder sig i en verden på den anden side af virkeligheden. Læs fx Kenneth Bøgh Andersen: Fodringstid.

Illustreret fortælling


En fortælling, hvor ord og billeder understøtter hinanden. Der kan være tale om et jævnbyrdigt forhold, et forhold hvor billederne illustrerer teksten eller et forhold, hvor billeder udvider og fortolker teksten. Illustrerede fortællinger til voksne kaldes også for grafiske fortællinger (graphic novels). Tegneserier er en undergenre til den illustrerede fortælling. Læs og se Tove Krebs Lange: Vi spiser præcis klokken seks.

In medias res


Ordene kan oversættes til ’midt i begivenhederne’, ’i begivenhedernes midte’. Begrebet går tilbage det antikke græske drama, hvor det var en norm at begynde dramaet midt i en samtale mellem to personer. Læseren kastes med det samme ind i en begivenhed uden at have de nødvendige forudsætninger for at forstå, hvad der sker. Effekten er, at læseren fanges ind, da den manglende information styrker nysgerrigheden. Læs fx Sara Bouchet: Tågen over Smør- og Fedtmosen.

Indre monolog


Fortællingen fremstår som en persons indre tanker. Den indre monolog er knyttet til en bunden synsvinkel, som en jeg-fortælling eller en 3.persons fortælling er. Læseren oplever alt det skildrede som personens subjektivt bearbejdede oplevelser der kommer til udtryk gennem ordvalg, vægtning af oplevelser osv. Læs fx Thøger Jensen: Stjerne og krystal.

Indre syn


Fortælleren kan skildre handlingen ud fra et indre syn på en eller flere af personerne. Det vil sige, at læseren har mulighed for at forstå, hvordan de oplever og vurderer, det der sker. Men i modsætning til en indre monolog er det fortællerens ord, der gengiver personernes indre syn – og ikke personernes egne. Læs fx Thorstein Thomsen: Ringkøbing-Klip, hvor der er indre syn på Kim K, men ydre syn på Astrid.

Jeg-fortælling


En fortælling hvor fortællerstemmen er bundet til et ’jeg’ i fortællingen. Jeg-fortælleren kan være fortællingens hovedperson, biperson eller blot iagttageren. Læs fx Gunvor Ganer Krejberg: Korsør.

Kortprosa


En meget kort fiktionstekst, der oftest gengiver en situation med minimal handling. Indholdet kan have en stærk pointe, eller den kan være meget åben så teksten kan minde om et digt. Læs fx Line-Maria Lång: Aalborg glimt, der består af tre kortprosa-stykker.

Krimi-novelle


En undergenre til novellen, hvor plottet er kriminalistisk. Det vil sige, at fortællingen bygger på opklaringen af en forbrydelse. Plottet drives frem gennem forventninger, forhindringer, mistanker og endelig afsløring, der som regel overrasker. Læs fx Lone Theils: Kvinden uden navn, der dog indeholder en snydeslutning.

Metaforer


I litterært sprog er metaforen et eksempel på billedsprog. I metaforen sammenføjes to elementer fra to forskellige begrebsverdener og danner en ny betydning, fx ”nervebanernes rastløse asfalt”. Metaforen kan ligne sammenligningen, men den benytter ikke sammenligningens koblingsord ’som’. Læs fx Erik Trigger: UNDER DEN CIRKLENDE ROVNAT.

Meddigter


En populær betegnelse for læserens rolle i forbindelse med læsning af æstetisk litteratur, fx digte og noveller. Læseren er med til at fastlægge tekstens mening gennem sin læseaktivitet.

Metrik


Læren om, hvordan man opbygger rytme i digterisk sprog gennem at veksle mellem lange og korte sætninger, betoninger og taktslag. Læs fx Erik Trigger: UNDER DEN CIRKLENDE ROVNAT.

Novelle


Kortere opdigtet fortælling, der kan bygge på virkelige hændelser og på forfatterens oplevelser. Novellen er som regel enstrenget, dvs. den kun rummer en enkel handling, modsat romanen. Handlingen er ofte bundet til en situation, og den indledes med et anslag i form af en begivenhed, der påvirker hovedpersonen. Ofte har novellen en overraskende slutning. Læs fx Ida-Marie Rendtorff: Det kunne have været hende.

Plot


Fortællingens røde tråd. Plottet er det, der driver en handling frem. Personernes motivationer for at handle, de forhindringer der opstår, og de mål, de opnår i fortællingen, er en del af plottet. Læs fx Christina Englund: Ingo & Josefine.

Poetisk


Poesi, poetisk sprog er litterært sprog, som især dyrker ordklange, sproglige billeder og rytme. Læs fx Victor Boy Lindholm: FREMTIDEN, FOLKET – BABY!

Røde tråd, den


Populær betegnelse for de træk i en tekst, der får den til at hænge sammen. Modbegrebet er ’løse tråde’. Teksten har løse tråde, hvis den rummer meningsforstyrrelser, uklarheder, forkert brug af navne og steder, eller den har et plot, der ikke hænger sammen. Tekstens røde tråd sikrer, at læseren kan følge en sammenhæng fra afsnit til afsnit til enden.

Sammenligning


I litterært sprog er sammenligningen et eksempel på billedsprog. To elementer sammenlignes for at udvide læserens oplevelse: ”Bycentret står som et moderskib”. Sammenligningen markeres med ordene ’som’, ’ligesom’ eller ’som om’. Læs fx Erik Trigger: UNDER DEN CIRKLENDE ROVNAT.

Snydeslutning


Plottet og handlingen lægger gradvis op til en forventet slutning. Læserens forventninger tilpasses hertil under læsningen. Fortælleren kan ’snyde’ forventningerne ved at afslutte fortællingen på en helt anden og overraskende måde. Det er den samme fortællestruktur, som vi kan genfinde i vittigheden. Læs fx Lone Theils: Kvinden uden navn.

Symboler


Symboler er billedsprog. Et tegn repræsenterer noget andet ligesom metaforer. Men hvor metaforen har en vis lighed mellem tegnet og det, som tegnet repræsenterer (fx ”blodets tunge åvand”, Erik Trigger), så er der ingen umiddelbar lighed i symbolet. Symbolet er kulturelt vedtaget, fx at tegnet for et ’hjerte’ symboliserer kærlighed eller tegnet for ’en mand med en le’ symboliserer døden.

Synsvinkel


Indholdet i en litterær tekst ses under en bestemt synsvinkel. Det kan under fortællerens synsvinkel eller under en eller flere af personernes. Synsvinklen er en væsentlig del af den litterære kvalitet, fordi den bringer en menneskelig faktor ind i stoffet. Læs fx Sara Bouchet: Tågen over Smør- og Fedtmosen, hvor læseren alene oplever stoffet gennem Pelles synsvinkel.

Tema


Temaet er tekstens syn på det emne, som skildres. Temaet kan ofte udtrykkes som en konflikt – et ’men’: Lysten til frihed (emnet) er stor, men der er for meget der binder. Læs her Ida-Marie Rendtorff: Det kunne have været hende.

Tomme pladser


Tomme pladser er de områder af en litterær tekst, der er underbestemte. Det vil sige, at ordets eller ordsammenhængens mening ikke er tydelig eller mangler fortællerens forklarende ord. De tomme pladser giver mulighed for fortolkning. De stimulerer læserens fantasi og medskabelse af det litterære univers og regnes for en af de vigtigste kendetegn ved den litterære tekst. Læs fx Charlotte Weitze: Gelleruphabetet.

3.person


I forbindelse med en litterær tekst er forfatteren 1.person og læseren 2.person. Fortællingens personer indtager rollen som 3.person. De omtales med ’han’, ’hun’, ’den unge mand’ eller med deres navne. Formlen for den litterære kommunikation er altså: ”Jeg (forfatteren) har skrevet til dig (læseren) om dem (fortællingens personer). Læs fx Ida-Marie Rendtorff: Det kunne have været hende.

3.persons fortælling


I en 3.persons fortælling er synsvinklen bundet til en eller flere af fortællingens personer (skiftende synsvinkel), der omtales med 3.persons pronomen som ’han’, ’hun’ eller ’dem’. Synsvinklen kan være en indre synsvinkel (læseren bliver oplyst om, hvad personen tænker) eller en ydre synsvinkel (læseren får kun oplysninger om personernes adfærd. Læs fx Trisse Gejl: Mellemlanding.

3.persons synsvinkel


se 3.persons fortælling

Undertekst


Begrebet er hentet fra dramakunsten, hvor underteksten er de psykologiske forhold, der ligger bag de replikker, som en karakter siger. I den litterære tekst er underteksten den sammenhængende mening, der ligger under fortællingens ydre handling. Læseren danner sig under læsningen en forestilling om denne undertekst gennem de sproglige billeder og antydninger. ”Ekkoet af mine Eccosko mod opgangens små hvide kakler. Ligner jeg mon én fra kommunen?” handler om det almene boligbyggeri Gellerup. Underteksten i sætningen er, at bebyggelsen nok ofte modtager besøg fra de kommunale myndigheder. Læs fx Charlotte Weitze: Gelleruphabetet.