Jeg vandrer rundt i brolagte middelaldergader. Blandt miniaturehuse med skæve skorstenspiber. Fra Ramsherred ind mod byen. Bag ruderne er der lysende skærme, aftensmad bliver sat på bordet, mætte smil i sofaer, slumretæpper. Mørket er faldet på.

Jeg tror ikke, jeg kan ikke slå nogen ihjel her.

Klaus tager mig med til skydning – det lugter lidt af mord, men her er bare fred og foreningsliv, samvær om pistoler og patroner i kælderen under Radio Langeland. Målskiverne kører frem og tilbage, høreværnet gør mig døv, skuddene knalder om kap med smil og kække bemærkninger. Jeg får en pistol i hånden, mine hænder ryster af spænding og glæde, jeg skyder mest ved siden af. En pige på ti år sigter med en sikkerhed, så jeg ved, at du ikke er forsvarsløs i fremtiden, Langeland.

Dagene er fulde af silende regn og benmarvende kulde. Hvem kan forvente andet af marts? En måned, der kalder sig forår, men er fuld af løgn.

Øen åbner sig for mig. Jeg er på jagt efter et gerningssted.

Jeg tager nordpå. Tranekær Slot knejser frønnet og gigtramt over al den omkransende skønhed. Her er gadekær og bindingsværk nok til 50 Morten Korch film. Her skal ingen dø, med mindre de er havnet i en engelsk herregårdskrimi.

Næste stop er Bøstrup Skole, forfaldets forladte skønhed, træerne vokser ind gennem vinduerne, en sommerfugl er fanget for evigt i spindelvævet i en vindueskarm. Der er uhygge i gamle kemikældre, efterladte støvler og klasselister fra 1984 dengang Bettina og Berit havde bobbet pandehår og blød permanent ned ad ryggen, men skal nogen virkelig lade livet i disse kulisser? Måske i en horrormovie, men ikke i en af mine krimier.

Jeg kan ikke slå nogen ihjel her. Ikke hos Klaus og Iben i Ramsherred, hvor der kun er hjertevarme, ikke i Nørregaarden, hvor gadedrengen Tonni, der siden blev borgmester, kravlede rundt på tagryggen og gav sin mor grå hår i hovedet. Heller ikke ved fortet, som rummer historiens blodige alvor og har gemt Den Kolde Krigs relikvier i kanonkamre under jorden. Det er ikke stedernes skyld, Langeland, det er regnen og roen i de affolkede gader i Rudkøbing, der sommeren lang summer af tyske turister og sejlere med fadølskulør, men i dag er tavse.

Døden har været her, det ved jeg, jeg har fået genfortalt øens virkelige drab, og jeg kender beretningerne om de smadrede biler og ødelagte vejtræer, hvor berusede sønner har endt livet, spritruten væk fra hovedvejen fra nord til syd, hvor man kunne liste sig udenom politiets kontroller, men døden i trafikken er ikke mit stof.

Jeg møder øboere, gamle og unge, mænd og kvinder. Forandring fryder siger man, men Langeland har fået for meget. I dag kører politimanden med fyringsolie og har en vindmølle i baghaven, og landmanden er blevet psykoterapeut. Her er børn på ophold, og halballer i Humble, forfester, hvor man brækker sig af for mange små grå og ikke kommer videre. Og der er unge mænd på 14 år, som drømmer om knallerter og uge 30, hvor Langelandsfestivallen fordobler øens indbyggertal og pladsen ude ved Fredskoven eksploder i et orgie af lyd, farver og beruselse. Og de drømmer sig væk resten af året.

’I came so far for beauty’, synger Cohen, men jeg er kun kommet fra København. Alligevel får jeg så megen skønhed tværet ud over nethinden. Så megen kærlighed. Her er ingen lyskryds, men over 100 hjertestartere, og det siger da lidt om en ø, at folk godt kan finde ud af at vente og holde tilbage og ikke har tænkt sig at dø uden kamp.

Jeg får forevist det gamle værft på havnen, men jeg er mæt af forfaldsromantik, og siloen har Susanne Bier allerede brugt. Men broen. Den har en god faldhøjde, og vejarbejdet er en fristende detalje. Kunne man lade en person undslippe en bil, der holder her og venter og kaste sig ud fra broen, forsvinde i mørket, hvor bælterne mødes. Men også broen er brugt i en roman af Jesper Wung-Sung.

Inden turen hjem til København, tager mine værter mig ud til Sønderskov Strand. Vi kører gennem et istidslandskab, hvor meget er skyllet bort, men skønheden er blevet tilbage, der er en jordslået melankoli under skovens bladløse træer, de lige stammers grøngullige bark og hatbakkerne, der stiger op fra jorden som kuppelformede høje med stier og rævehuler. Så står vi ved på stranden med udsigt til Nakskov. Her er sand og lyng og marehalm. Himmelen er grå og skifferblå, der er hvid sol bagved, det er et vejr, jeg kun kender fra kysterne i Danmark, skyerne er lave og stryger hastigt hen over himlen mod nord, lyden af bølgerne og vinden i træerne er det eneste, der høres. Med et går der hul på det grå, og lyset strømmer ud, luften og bølgerne blinker som et salmevers. I et glimt ser jeg mit gerningssted, så er det atter borte.

Men det er her et sted, det ved jeg, så jeg vender tilbage, Langeland. Jeg vender tilbage.

Den kolde krig er de konflikter i international politik, der opstod mellem landene i NATO og Warszawapagten i perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning i 1991.

Siloen i Rudkøbing blev brugt i filmen Hævnen (2010).