Undervisningsside for Ringkøbing-Klip *

Hvem er Ringkøbing?

Ringkøbing er en mindre provinsby, der ligger i det nordøstlige hjørne af Ringkøbing Fjord i Vestjylland.  Byen er omgivet af sommerhusområder foruden den lavvandede fjord, der gør Ringkøbing til det naturlige centrum for områdets turisme. Om sommeren befolkes byen af mange tyske turister.

På byens turistside beskrives Ringkøbing sådan:

”Ringkøbing er en af de ældste og mest velbevarede købstæder i Danmark, og ligger flot i landskabet langs den smukke Ringkøbing Fjord.

Den gamle bymidte med torvet og kirken som omdrejningspunkt er utrolig smuk og velbevaret. Alt i byen er nænsomt restaureret, og der gøres rigtigt meget for at bevare store dele af “det gamle Ringkøbing” i den oprindelige form. Resultatet er tydeligt, når man slentrer rundt i centrum.” – Kilde

Thorstein Thomsen

Ringkøbing-Klip *

Af Thorstein Thomsen

Kim K nåede ud til sommerhuset hen på eftermiddagen. Han pakkede ikke sin kuffert ud. Det var gammel vane. Han turnerede meget og levede i den. Men den akustiske Gibsonguitar satte han op i stativet. Han åbnede glasdørene ud til klitterne, og en halv time senere sad han og skrev på en ny sang.

Ved syvtiden tog han bilen ind til Ringkøbing. Her var mange mennesker. Der blev talt tysk omkring ham.

”Hej, Kim K.”

Han smilede mekanisk og nikkede. Han fandt en siddeplads på havnen. Nogle lavede en selfie med ham.

Han drak en ekstra fadøl efter fiskefrikadellerne, og pludselig sad han og talte med en ung kvinde, en journalist på Dagbladet.

”Hvorfor er du i Ringkøbing?”

”For et få skrivero. Min moster har købt et sommerhus ude ved Vesterhavet.”

”Så du kender ikke Ringkøbing?”

”Nej.”

”Hvad synes du om folk her?”

”Hvad jeg synes om ringkøbingerne?” Han smilede skævt. ”Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne? Giv mig en chance. Jeg er lige ankommet.”

De lo. Journalisten tog et par billeder.

Senere gik han op til Torvet. Han hørte mandesang fra Hotel Ringkøbing og gik hen mod de folk, der stod udenfor. Sangen kom ud af de åbne vinduer. Sov sødt, lille Jumbo, og visselul. Det var smukt. Og han tænkte, at han ville gøre alvor af det nu. Han ville droppe bandet. Denne gang ville han lave et akustisk album. Han satte solbrillerne i skjortelommen og spurgte kvinden til højre: ”Hvad er det for noget, det her?”

”Det er vægterne.” Hendes øjne var usædvanligt lyseblå. Hun ville sige mere, men han afbrød hende. ”Skal vi gå et sted hen og få en øl?”

”Skal vi ikke blive stående her?”

Da hun lidt senere tog hans hånd, fik han tårer i øjnene. Han følte sig omgivet af tryghed, og det savn, han havde ved ikke at høre til et bestemt sted, satte sig i ham som en længsel. Nye byer, nye kvinder. Han havde fået nok af det.

Senere gik de hjem til hende ad brosten mellem røde huse. Han var 28, hun var 35. Ingen af dem havde børn. Måske var det på tide. Hun hed Astrid.

De spiste morgenmad i hendes gårdhave. Senere kørte han ud og hentede sin guitar og anbragte den i soveværelset. Da han kom ned ad trapperne, havde hun åbnet den lille butik. Der var værksted og udstilling i samme rum.

Han så på hendes hænder. De havde formet alle disse fantastiske ting i papir. Små røde huse, blomster, fisk og også lampeskærme. Måger i forskellige størrelser hang ned fra loftet. Han tænkte, at hendes hænder gav ham den slags tryghed, som et langt forhold er lavet af.

Han tog en brochure. ”Hedder din butik RINGKØBING-KLIP?”

”Jeg er ringkøbingklipper. Verdens eneste.”

”Den eneste ene,” sagde han med et skævt smil.

”Jeg bruger kun papir fra Ringkøbing. Gamle aviser, bykort, den her gamle bog om byen, foldere fra turistinformation.”

”Okay?”

”Jeg er født i det her hus. Jeg boede nogle år i Tokyo med min daværende mand, der var sendt ud af Vestas. Det var derude, jeg lærte at bruge mine hænder. Nåh, ja. Jeg har nok altid været god til sådan noget.”

”Du er ringkøbinger helt ud i fingerspidserne.”

”Det hedder ringkøbingenser.”

”Er det ikke lige meget?”

Hun så hen på væggen. ”Du går vel heller ikke rundt og siger neger og perker?”

”Nejnej. Sorry.”

En lille klokke ringede, kunder kom ind. Hun slog over i tysk.

Om natten havde hun fortalt, at hun havde boet i Berlin et år. Hun havde ikke snakket om Tokyo. Ikke et ord. Måske var det noget dårligt med eksmanden.

Han gik op og skrev på en ny sang.

De spiste aftensmad i haven. De gik i seng klokken otte, og igen følte han en voldsom længsel efter at høre til et sted.

De stod op klokken seks, spiste morgenmad og snakkede, indtil hun åbnede butikken, og han gik ovenpå til guitaren.

Nogle timer senere kom hun op til ham. Han sad på sengekanten med guitar og papir og blyant.

Hun smed en avis på sengen. Dagbladet. Der var et billede af ham på forsiden. Hun så hen på væggen, mens hun talte. ”Hvis du vil gøre mig en tjeneste, pakker du din guitar nu og går.” Hun forsvandt.

Han tog avisen i hånden. Overskriften hed Kim K og ringkøbingerne. Nedenunder stod: Hvad jeg synes om ringkøbingerne? Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne?

Han løb ned ad trapperne og ud i butikken. ”Men Astrid. Det var ironi. Man kan ikke se ironi på tryk, vel?”

”Det er sikkert rigtigt.” Hun arbejdede videre uden at se på ham. ”Men man kan godt se arrogance på tryk. Og det har jeg prøvet i ét forhold. Det har jeg ikke brug for igen.”

”Men Astrid …”

”Vil du ikke nok bare gå?”

Han så rundt i butikken. Solen ramte nogle af de små figurer af ringkøbingpapir. En måge drejede langsomt i en fiskeline henne ved vinduet.

Så gik han op, lagde sin guitar i kassen og forlod hende, som han havde forladt så mange kvinder.

Han havde lidt svært ved at finde bilen. Der sad en parkeringsbøde i forruden. Selvom han havde penge nok, gjorde det ham vred. ”Lorteby!”

Han kunne ikke sove om natten. Lyden fra havet irriterede ham.

Næste morgen pakkede han bilen og kørte tilbage til sit liv med de mange byer og de mange kvinder.

Undervisningsmaterialer

Om Ringkøbing-Klip

Temaer

Længsel og møde
Mødet med det fremmede

Ind i teksten

Novellen fortælles med en 3.persons synsvinkel, der giver et indre syn på Kim K. Den er bygget op i et klassisk trefaset forløb: ankomst – handling – bortrejse.

  • Udarbejd et kort handlingsreferat, der er bygget op om de tre faser.
  • Fortæl hinanden, hvad I umiddelbart mener, der er novellens tema.

Ind i teksten

Musikeren Kim K er novellens hovedperson, og det er hans tanker, vi følger gennem den indre synsvinkel.

  • Følg Kim K gennem de tre faser. Hvilken motivation har han for at opholde sig i Ringkøbing? Hvordan oplever han byen, da han ankommer, og da han rejser bort? Giv en karakteristik af ham.
  • Forholdet mellem Kim K og Astrid ændrer sig. Analyser deres grunde til at finde sammen og årsagen til, at Kim K smides på porten til sidst.
  • Formuler novellens tema på baggrund af jeres analyser.

Ud af teksten

Forfatteren er citeret for at sige, at han oftest skriver med udgangspunkt i sit barndomskvarter i Lyngby.

  • Overvej om denne udtalelse kan overføres til novellens tema.
  • Sammenlign turistbrochurens beskrivelse af Ringkøbing med Kim K’s oplevelser af byen og Astrids forhold til byen.

© Henrik Poulsen – Medier og læring I/S