Undervisningsside for Kvinden uden navn *

Hvem er Ærø?

Ærø er en ø i det sydfynske øhav. Øen har færgeforbindelse fra Ærøskøbing til Svendborg og fra Søby i den vestlige ende til Faaborg. I den østlige ende ligger søfartsbyen Marstal.

”Alt er vand ved siden af Ærø” lyder turistforeningens motto. Ærøs hovederhverv er turisme, men øen har også skibsværft, kunsthåndværkere og andre servicefag. Marstal var tidligere en betydningsfuld søfartsby og rummer stadig en stor flåde af coastere, mindre fragtskibe, der sejler mellem danske og nordiske havne.

Lone Theils

Kvinden uden navn *

Af Lone Theils

Hun var næsten nøgen, da de fandt hende.

Og det første man bed mærke i, var hvor kridhvid huden stadig var efter al den tid hvor hun bare havde været der uden nogen havde forstået hun var gemt af vejen i den forfaldne bygning på havnen i Marstal. Byens borgere var gået forbi den gamle motorfabrik, på vej til arbejde. Turisterne var spadseret forbi, mens de skændtes om de skulle have en is eller se Søfartsmuseets skatte fra de store verdenshave.

Ingen vidste, at de gik få meter fra kvinden i det ensomme mørke. En kvinde, der ikke kunne tale for sig selv, og hvis øjne aldrig kunne lukkes, frosset fast i den sidste posering.

Havde de vidst, at hun var derinde, ville nogen have løbet skrigende væk, mens andre ville opdage en sær fascination af tanken om kvinden efterladt i forfaldet. Akkurat som arbejderne for så mange år siden var gået fra deres maskiner og værktøjer, der stadig hang på afmærkede pladser markeret med omridset tegnet i tusch.

Metalstøv lå overalt i et mørkegråt lag og gav det store rum et skær af smukt forfald, men her var en slags orden. Fabrikken havde været et sted, hvor tingene tydeligvis lå på sin rette plads, indtil den dag, der ikke længere var brug for skibsmotorer fra Marstal og ingen længere satte deres kort i forhallens stempelmaskine. Maskinerne blev stille, dørene låst og naturen gik, sammen med den barske søluft i gang med at fortære hvad den kunne slippe af sted med, nu hvor den ikke længere blev holdt i skak af en virksomhed i rivende udvikling.

Hvem havde placeret kvinden der? Hvor længe havde hun været der?

Det var umuligt at sige. Den tidligere direktør ville have haft mulighed for at snige sig ned i mørket og anbringe hende der. Lejligheden over fabrikken gav ham mulighed. Men motivet haltede. Hvorfor gemme en kvinde der? Og så på den måde? Det gav dårligt mening.

Ikke desto mindre fandtes kvinden Hun blev fundet dagen efter tre kvinder fra Ærø havde købt fabrikken for en slik og nu ville bese deres investering. De fandt hende ikke med det samme. Der var mange ting at tage ind efter fabrikken havde ligget uberørt i alle de år. Men efterhånden nåede de frem til arbejdernes personlige skabe.

Og der hang hun på indersiden af en lysegrå skabsdør: Pinup-pigen i bikini. Uden navn.

Undervisningsmaterialer

Om Kvinden uden navn

Tema

Uhyggen i idyllen

Ind i teksten

Teksten er bygget op som en krimi-novelle. En kvinde har muligvis været udsat for en forbrydelse, forestiller læseren sig ved novellens begyndelse.

  • Læs novellen igennem og fortæl, hvad du umiddelbart synes om den.
  • Beskriv hvilke træk fra krimigenren, I umiddelbart genfinder i novellen.

Inde i teksten

En genre skaber nogle forventninger hos læseren. I en krimi-novelle skal der fx finde en forbrydelse sted, der skal opklares.

  • Undersøg hvordan beskrivelsen af den ”næsten nøgne kvinde” er bygget op. Hvilke forventninger hos læseren bygger beskrivelsen op til? Find eksempler herpå.
  • Diskuter slutningen. Den kaldes også for en snydeslutning, da den ikke slutter, som læseren forventer. Beskriv virkningen?

Ud af teksten

Krimiforfatteren Lone Theils har udforsket Ærø.

  • Gør rede for, hvordan teksten rummer spor af krimi og Ærø. Hvilket billede af Ærø før og nu tegnes i novellen?

© Henrik Poulsen – Medier og læring I/S