Hvem er Valby?

Af Kenneth Bøgh Andersen

Fordringstid

Af Kenneth Bøgh Andersen

Kom nu! Inden han slipper fra dig. Kevin trådte hårdere i pedalerne, suste forbi villaerne og de parkerede biler. Klokken var lidt i syv, morgensolen malede himlen rød, og der var ingen mennesker på gaden. Kun Kevin og længere fremme, Viggo. Kevin havde set ham gennem køkkenvinduet. Set ham nærmest snige sig ud af havelågen med sin cykel. Viggo, der boede på den anden side af vejen, tre huse fra Kevin, havde sin skoletaske på, men der var over en time til, at det ringede ind, og hans klassekammerat drejede heller ikke til venstre ad Vestervang, men til højre – i stik modsat retning af Hanssted Skole. Klassekammerat? Right. Der var vist ingen, der var kammerater med Viggo Weirdo, som altid holdt sig for sig selv, og som altid forsvandt efter sidste time. Hvad var det nu, han havde sagt dengang i tredje klasse? Kevin kunne ikke huske det – det var over to år siden – men han kunne huske, at det havde fået dem alle til at grine højt.

Det var noget med, at han kunne bevise et eller andet, men …

”Men at han ikke havde lyst til det,” mumlede Kevin. Længere nede ad gaden drejede Viggo til venstre ad Valby Langgade og fortsatte mod det store kryds ved Roskildevej. Hvor pokker skulle han hen klokken syv om morgenen?

Kevin nåede frem til krydset, hvor den hidsige morgentrafik stod i voldsom kontrast til de stille villaveje. Til højre – butikkerne, lejlighederne og Zoologisk Have-tårnet i det fjerne. Til venstre – parken og fodboldklubben Hellas. Eller Hell A/S, som Viggo engang havde kaldt det. Kevin havde syntes, det var ret sjovt, men Viggo havde ikke så meget som smilet. Weirdo.

På den anden side af gaden – Damhussøen, og Kevin nåede lige at få et glimt af skoletasken, inden den forsvandt bag en af buskene.

Jeg kan bevise det. Viggos stemme i hans tanker. Hvad var det nu, han havde kunnet bevise? Et eller andet med Damhussøen.

Kevin steg af cyklen og trak den over krydset. Bilerne summede om ham som hidsige fluer. Han drejede ned af grusstien, der fulgte søbredden, og det var som at træde ind i en anden verden. Morgentrafikken blev til fjern baggrundsstøj, her var byen pludselig væk, erstattet af søen og himlen, der spejlede sig i den. Ro og fred. I sådan en grad, at det næsten føltes ildevarslende, og et øjeblik var Kevin lige ved at fortryde. Pludselig havde han ikke lyst til at tage så meget som et skridt mere, selv om han ikke forstod hvorfor. På det nærmeste træ var en seddel sat op. Har du set Fluffy? stod der under billedet af en hvid kanin.

En lyd brød stilheden. Et plop. Flere. Kevin sneg sig nærmere og fik øje på Viggo. Han stod med en pose i hånden og smed noget ud i søen, og Kevins første tanke var, at han fodrede ænder. Men det sagde ikke plop, når man smed brød ud i vandet, og der var heller ingen ænder i nærheden. Eller nogen mennesker for den sags skyld. Ingen, der løb en tur eller luftede deres hund. Plejede der ikke altid at være det?

Der var kun Viggo, der stod og kastede noget ud i søen. Sten? Nej, ikke sten. Det, han havde i posen. Det … Det bevægede sig? Og var det en piben, han kunne høre?

”Hvad laver du?”

Viggo snurrede rundt, og Kevin gik brat i stå. Der var noget helt galt med Viggo. Han var ligbleg, hans øjne store og flakkende. Han lignede en, der lige var vågnet fra et mareridt. Eller stadig befandt sig i et.

”Forsvind,” hviskede Viggo. Hans stemme rystede. Hele hans krop rystede.

”Hvad er det, du kaster ud i søen? Hvorfor …” I det samme så Kevin det. Hvad der var i posen. Snegle og orme. Men ikke kun. Hvad fanden …?

”Jeg sagde, forsvind!” Viggo bukkede sig ned og samlede en sten op, truede med at kaste den. ”Hører du?!”

En kattekilling. Han havde en kattekilling i posen. En rigtig, levende kattekilling, og en stribe af tanker fløj igennem Kevins hoved. At Sandra fra klassen lige havde fået en kattekilling. At hun havde haft legegruppe i går. At Viggo Weirdo havde været med i gruppen, Kevin havde hørt hende brokke sig over det i skolen.

”Hvad har du gang i, Viggo?!” Tre hurtige skridt, og han greb fat i posen, forsøgte at trække den til sig. ”Er det der Sandras kat? Er det?”

”Hold op, du forstår ikke!” råbte Viggo. ”Den skal fodres! Ellers tager den mennesker i stedet!”

Det var i det øjeblik, Kevin kom i tanke om det. Hvad det var, Viggo havde sagt den dag i tredje klasse. Helt alvorligt, som om han betroede dem en stor hemmelighed.

Ved I godt, at der bor et uhyre i Damhussøen?

Først stilhed. Så latter.

Det gør der! Jeg kan bevise det!

Så bevis det.

Det … Det har jeg ikke lyst til, havde han svaret, og de havde grinet endnu højere, og Kevin så sedlen for sig, billedet af Fluffy, og han tænkte på alle de andre sedler med forsvundne dyr, der ofte hang rundt omkring, og åh gud, var det Viggo, der … der …

Posen gled ud af hans kraftesløse greb, og Viggo, der i det samme hev til, mistede balancen. Denne gang lød der ikke et plop, men et plask, og Viggo forsvandt i søens grumsede vand. Kom så til syne igen, sprællende og med et ansigt, der var forvredet af panik.

”N-nej!” råbte han, mens han kæmpede for at holde sig oven vande, men … Så dyb var søen da ikke? ”Hjælp mig op! Så lover jeg at …”

Han forsvandt ned under vandet igen. Det så næsten, som om han blev trukket ned, og Kevin kunne stadig høre ham. De dæmpede lyde af skrig under vand. Han kunne ikke se Viggo, men han kunne se noget andet. Noget mørkt og slangeagtigt, der snoede sig under overfladen. Noget stort. Hvad i alverden?

Så dukkede Viggo atter op, tættere på kanten denne gang, og Kevin greb ud efter ham, fik fat i hans hånd og trak til. Trak ham hele vejen op af vandet og op på stien, hvor Viggo hostende sank sammen. Kevin stirrede ned i vandet. Den mørke, vridende skikkelse – han kunne ikke se den nogen steder.

”T-tak,” gispede Viggo og kom på benene.

”Selv tak. Er du …”

”Det var ikke dig, jeg talte til,” sagde Viggo. Vandet løb ned over hans ansigt, som om han græd. Men øjnene var hårde, og han gav Kevin et hårdt skub i brystet. Søen tog imod ham som en mørk og kold omfavnelse. Men ikke kun søen. Kevin kunne mærke det. Hvordan noget snoede sig om ham, idet han kæmpede sig op.

”Undskyld, Kevin, men jeg var nødt til det,” hørte han Viggo sige. ”Jeg var nødt til at love, at den kunne få dig i stedet.”

Kevin prøvede at skrige, men kunne ikke. Noget lå stramt om hans hals, gnavede sig ind i huden.

”Der plejer aldrig at komme nogen, når jeg fodrer den. Jeg tror, de kan mærke, at de skal holde sig væk. Hvorfor holdt du dig ikke væk, Kevin?”

Langt borte – som kom den fra en anden verden – lyden fra Roskildevej. Og Viggos fjerne stemme: ”Jeg sagde jo, at jeg kunne bevise det.”

Dernæst – vand og mørke.