Hvem er Sydhavnen?

Af Victor Boy Lindholm

Sydhavnen er et sjældent og gyldent sted. Det står og vipper på kanten af alt det nye. Endnu vandrer en gammel og glemt del af København rundt. De er vidner fra et København, som er forsvundet, et København der er bygget og investeret væk. Men Sydhavnen er også på vej ud over kanten – Teglholmen, Sluseholmen og det nye metrobyggeri presser priserne i et område, hvor det stadig er muligt at bo for alle dem, der ikke er gudsbenådet med en friværdi. Teksten forsøger at afspejle disse følelser. Fremtiden presser på, bygningerne skyder op, mens arbejdernes sjæle svæver rundt i gaderne. Sydhavnen er Københavns fortid og fremtid samlet i et område mellem Valbyparken og Sjælør Station, mellem Teglholmen og Enghavevej.

FREMTIDEN, FOLKET - BABY!

Af Victor Boy Lindholm

Jeg går i regnen, der falder så tungt i brystet. Jeg kan intet se. Jeg er blændet af vandet. Den skylder igennem mit skellet. Vandet erstatter mit blod. Jeg kryber på gaden med mine nye gælder og grimme arme. Alt er ændret, alt er nyt og alle kan lide det nye. Hvem kan ikke det? Fra mit nye perspektiv flyder jeg med rendestenens vand ned under Sydhavnen station. Jeg er glat og glad, og jeg må sige, at jeg er overrasket: At det er så nemt at bevæge sig rundt uden ben. Jeg flyder og flyder, jeg kan komme hen, hvor andre ikke kan. Jeg dykker ned i kloakken, og dukker op i et omklædningsrum på Ellebjerg skole. Man kan godt se det. Kvaliteten. Det funklende, det gode, de tilrettelagte læreplaner, der skal bringe eleverne trygt igennem skoletiden. Der er ikke noget at sige til, at jeg her må trække mig selv op. Give mig selv form, tage mig sammen til at kigge ind i fremtiden og fortælle hvad jeg ser. Jeg vandrer rundt som et menneske med Sydhavnen i blodet, og Vesterbro er fjenden. Man ser dem hver eneste dag, hvor de sniger sig over de usynlige grænser, med deres bøllehatte og påtagede arbejderklasseæstetik, men vi ser lige igennem dem: De er posh. De er fake. De har ingenting at gøre her. Sådan tænker jeg, mens jeg kigger ud mod mit rige fra Teglholmen til Enghavevej, fra Valbyparken til Sjælør station. Her regerer jeg, her vandrer jeg rundt og hilser på alle. Jeg sætter mig på Mozart plads og jeg tænker, at jeg fandme aldrig forlader det her sted. De må slæbe mig ud af solen. Aldrig ud af Sydhavnen. Jeg er skabt til det her. Jeg gisper helt euforisk over at høre til sammen med alle de andre. Jeg ser Anker Jørgensens genfærd. Det er så fint og spinkelt, som det vandrer helt gennemsigtig henover pladsen. Fnyser lidt arrogant over tanken om prestigebyggerierne på Sluseholmen. IT IS THE FUTURE ANKER. Men man kan ikke snakke fornuft med en død. Dette er en regel at leve ved. Snak ikke fornuft med de døde. På pladsen falder jeg sammen, og træder ind i et skyggerige. Jeg kæmper mig igennem alle de fortabte sjæle, alle de arbejdende og tjenende, der har levet i Sydhavnen. Jeg ærer arbejderne fra og fra B&W, dem der stod i dampende indtil lungerne kollapsede. Jeg kryber ind i deres lunger og ser på konsekvenserne af den industrielle revolution. Den langsomme nedbrydning af vævet i lungerne. Mennesker der ofrede sig hver eneste dag for familien og fremskridtet. Slimen de hostede op om natten, trætheden der trængte ind i deres celler. Jeg rejser sig mig op, og forsøger at trænge igennem glemslen. Sydhavnen vil rejse sig. I tidligere tider lå området så stille og glemt. Her kunne man være i fred for boligspekulanter og den kreative klasse. Hvad er det nu jeg ser? Altaner og friværdi der stjæler udsigten til Køge Bugt. Hvad fuck er det I vil her? Hvem er I? Hvor er I fra? Nu kommer de snigende, denne nye bølge af stilhedselskende forældre, som ja, jeg ved snart ikke, en flok fucking white walkers, der indvandrer til Sydhavnen uden sans for historien. De vil bare have priserne til at stige – disse tidligere universitetsstuderende – så de kan sælge deres lejlighed, flytte til forstaden og opdrage endnu en generation af well-to-do-soon-to-be-magtmennesker. Jeg ved snart ikke. Vi kan vist lige så godt sige farvel til Valby Parken. I stedet for den gamle allé, vil vi se et endnu et madmarked – en food court – skyde op, hvor tilflytterne vil mæske sig i alverdens veltillavede madvare uden sans for prisen. De gamle træer vil vælte, og deres rødder bliver flået op af jorden så Sydhavnen kan følge med udviklingen, den nyeste trend, det absolut moderne. IT IS THE FUTURE dette madmarked, hvor overborgmesteren og Claus Meyer vil blive inviteret. Man vil give dem en stor og smuk saks, som de i fællesskab vil bruge til at klippe det røde bånd over. Kan i se det for jer? Hele Sydhavnen vil forsvinde, hele Sydhavnen vil blive overdækket, så de resterende københavnere og Sjællands nordlige indbyggere kan få et ordentligt sted at købe ind. I et interview vil Claus Meyer argumentere for deporteringen af Sydhavnens befolkning til Fejø, hvor de vil arbejde som æbleplukkere til Irmas ufiltrerede æblemost. Han vil sige, at de få må ofre sig for de mange, at det store fællesskabs sundhed er langt vigtigere end én enkelt lille befolkningsgruppe. IT IS THE FUTURE. Jeg ser det i mine knogler. Jeg mærker det i mine vandfyldte lunger. Det kommer med regnen. Regnen vil vaske det hele væk, og det eneste der vil stå tilbage er denne funklende og skinnende bygning, hvor bagerne vil vågne tidligt, gøre dejen til friske kanelsnurrerne og frøsnapperne klar, mens baristaterne møder ind og brænder dagens friske kaffebønner og kokkene roder rundt i urtehaverne efter dagens friske ramsløg. Alt vil blive så friskt! Der er ingen vej tilbage og alle kan lide det nye. Hvem kan ikke det? På Fejø vil det stå på et skilt over indgangen til fabrikken. ALLE KAN LIDE DET NYE – IT IS THE FUTURE, og arbejderne vil hver dag ære dette skilt, som deres forfædre ærede fremskridtet ved frivilligt at opløse deres lunger i dampende fra de smeltede metaller på fabrikkerne. Sådan bliver det sandt, at man kan tage folket ud af Sydhavnen, men ikke Sydhavnen ud af folket.