En oktoberdag i Ringkøbing

Af Johan Bakkestrøm Gade

Ringkøbing i oktober er en sær størrelse. Tyskernes sommerferie er ovre, så der er langt mellem udefrakommende. Julepynten har endnu ikke gjort sit indtog og kompenseret lidt for tomrummet i gaderne. Det er koldt, så der er ikke mange ringkøbingensere, der vover sig udenfor. Ringkøbingensere, egentlig et spøjst navn. Hvornår er man en ringkøbingenser? Er det, når man bor i Ringkøbing? Nej, ikke rigtig. Selvom adressen siger 6950, er det først efter mange år, at man går fra at blive tilflytter til beboer i Ringkøbing. Selv når der er gået nogle år, er det alligevel ikke sikkert, at man bliver set som en rigtig ringkøbingenser. For at have ringkøbingensisk blod i årerne skal man vist have haft en tipoldefar, der var fisker eller købmand i Ringkøbing.

Jeg går forbi Mylius-Erichsens statue. Mylius-Erichsen er sammen med Anders Agger et af de mest kendte bysbørn. Gad vide, hvor mange ringkøbingensere der egentlig ved, at han er født i Viborg. Sikkert ikke ret mange. En ægte ringkøbingenser. Der er nok to måder, man kan blive ringkøbingenser på uden at skulle få sin familie til at bo her i fem generationer. Enten kan man gøre som Anders Agger og Mylius-Erichsen og sætte Ringkøbing i et positivt lys, eller også kan man gifte sig med en af de rigtige ringkøbingensere eller en med et fint erhverv i byen.

Jeg går videre langs torvet. Skyerne er grå. Det regner, og vinden suser livligt omkring mig. Der er helt stille på torvet bortset fra et par handlende. Kirkens spir rager som altid op, som for at fortælle, at den stadig bliver benyttet, omend dog ikke fyldt. Ringkøbing er jo også ret missionsk, så det er vel egentlig ikke en overraskelse. Altså, hvilken anden by med 10.000 indbyggere har to kirker, et kapel, et missionshus og et kristent kostgymnasium?

Det er egentlig ret flot at gå her i byen sådan en efterårsdag. De små vandpytter spejler bygninger så flot, men når man kommer hen til dem, er magien brudt, for så kan man jo kun se brostenene. Der er nu noget fredfyldt over at gå på de mange brostensbelagte gader. Man kan ligesom mærke de mange hundrede års historie. Som man går her, kan man næsten forestille sig, at man var en fisker i 1700-tallet, der frygtede at skulle ud på havet, men også godt vidste, at det var den eneste måde, man kunne skaffe mad til sin familie på.

Jeg får øje på Gitte og Niels Sørensen nede ved fjorden. De opfylder alle krav for at være ægte ringkøbingensere. De har rødder her, der går generationer tilbage. De donerer penge til lokalområdet, og så er Niels bankdirektør, hvilket automatisk giver en speciel status her i byen. Jeg rækker armen op og vinker, men de lader, som om de ikke ser mig, selvom jeg kunne have svoret, at jeg fik øjenkontakt med Gitte. Men det kan også være lige meget. Jeg behøver ikke at være med til samtlige indsamlinger til fordel for det lokale kulturhus eller at være centrum for sladder, når ens nykonfirmerede barn bliver kørt rundt i en Ferrari med høj musik og ruderne rullet ned. Jeg kigger ud over fjorden. Den har den samme effekt på mig, som den altid har haft. Dejligt beroligende, og man kan nemt drømme sig væk i det gennemsigtige vand. Væk fra Ringkøbing og virkeligheden.