Hvem er Nykøbing Sjælland?

Af Thøger Jensen

Jeg skal bo i den gule by bag skoven. Foråret spirer på dørmåtten, hvor der ligger en fjer, som hurtigt bliver til fem alliker. Så snører jeg mine vandrestøvler og følger stien, og nu kommer jeg til byen foran skoven. Banen er kridtet op, målet står og venter, et godt sted at få et frispark. Jeg dribler videre hen over skinnerne, frem og tilbage på gågaden, finder biblioteket, hurra, der er fællesspisning i Pakhuset! Værsgo at tage plads, siger de frivillige i køkkenet og skænker mig et glas øl.

– Forfatter Thøger Jensen om Nykøbing Sjælland.

D. 12. september 2019 besøger Thøger Jensen endnu engang Nykøbing Sjælland, hvor han afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Stjerne og krystal

Af Thøger Jensen

Mens Signe fik frisket frisuren op i Salon Krøltop, gik Lars en tur hen ad gågaden. Et teater, tøj, sko, isenkram, en boghandel, et par optikere. Men det var først, da han rundede et hjørne og kom til en af byens genbrugsbutikker, at noget for alvor fangede hans interesse. I en af rodekasserne ved siden af døren lå en lille støvet plasticpose med fem sten. Souvenirs fra en rejse velsagtens, måske stammede de fra Berlinmuren? Nede i posen lå der en falmet gul seddel. Lars fandt læsebrillerne frem fra jakkelommen: Lapis philosophorum, Syd-Ægypten, 1962.

– Hvad skal de her sten koste? spurgte han og lagde posen på disken.

Den ældre dame tog også sine briller på og granskede indholdet.

– De er fra Ægypten, sagde hun.

– Ja, sagde Lars.

– Vil 10 kroner være for meget?

– Næh, og det går vel til et godt formål.

– Syrien, sagde damen og tog imod pengene, vil du have en pose?

– De er jo allerede i en pose.

– Nå ja, sagde hun og smilede lidt forfjamsket.

– Farvel igen, sagde Lars og puttede posen i lommen.

13:47. Signe ville først være færdig om en halv times tid, han kunne vel godt lige nå at drikke en kop kaffe. Der for eksempel, Hotel du Vest. Ingen af cafeens gæster havde børn med, så han slog sig ned i en sofa ved siden af legehjørnet. Så åbnede han posen og hældte stenene ud på bordet. Der fulgte lidt sand med fra Den nubiske Ørken, men hov, hvad var det, en lille grøn konfettistjerne! Den havde han ikke lagt mærke til henne i butikken. Og var der ikke netop nogen grønne stjerner i det ægyptiske flag? En ung fyr gik udenfor på gaden og pudsede vinduerne. I en periode havde Lars også selv været vinduespudser. Det var faktisk sådan, han havde mødt Signe. Han lagde stenene i en række foran sig. To af dem var en slags sandsten, den ene lidt mørkere end den anden. Og så var der to, der lignede bjergkrystal, lidt ridsede, men alligevel ret gennemsigtige. Den femte var både sandsten og krystal, og måske noget mere, nærmest en blanding af det hele. Lidt ligesom mig, tænkte Lars. Han havde foreslået Signe, at de skulle sælge sommerhuset og begynde at rejse noget mere igen.