Hvem er Nykøbing Falster?

Af Jonas T. Bengtsson

En lille by ud til vandet. En gammel by. En stolt by der ikke vil være udkantsdanmark. En smuk by. Tæt på så meget, og alligevel tilpas langt væk. Så tydeligvis en købstad. Hvor konger og dronninger og en enkelt zar har passeret igennem.

– Forfatter Jonas T. Bengtsson om Nykøbing Falster.

D. 4. september 2019 besøger Jonas T. Bengtsson endnu engang Nykøbing Falster, hvor han afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Broen

Af Jonas T. Bengtsson

”Man kan jo ikke vende tilbage,” siger manden i den grønne luvslidte frakke til mig. Jeg mødte ham på en bar tæt på torvet. Han kunne se at jeg ikke var lokal. Nu går vi på brostenene gennem Nykøbings gader.

”Jeg taler mærkeligt, gør jeg ikke,” siger han.

”Du taler som jeg havde troet alle talte her omkring,” siger jeg. ”Men du er den eneste.”

”Fordi mit sprog har siddet fast,” siger han. ”I mere end fyrre år, har mit sprog siddet fast. Når man ikke bruger det, sidder det fast.” Jeg spørger ham hvorfor han ikke har brugt det, hvor han har været, men han svarer mig ikke. Det første han vil vise mig er Bjørnebrønden på torvet. Hvor han fik sit første kys. Han var lige fyldt femten. Hun havde et modermærke på overlæben, hendes mund smagte af løg. Han troede han skulle dø. Så begynder han igen at gå. ”Canada,” siger han. ”Jeg har været i Canada.”

Vi når ned til vandtårnet. Han standser foran den store lysegule bygning der ligner et fort. Når han lå i sengen som barn og lukkede øjnene, kunne han se for sig hvordan en lille revne i murværket ville vokse. Vandet der først langsomt piblede frem, og så blev til en enorm syndflod der tog hele byen med sig. Nogle aftener gjorde tanken ham bange, gjorde han ikke kunne sove. Andre aftener håbede han at det ville ske. Det fortæller han mig, før han igen begynder at gå. Vi når ned til vandet. Han mener at små byer har brug for en havn så man altid kan stikke af, hvis byen bliver for lille, og tøjet strammer og man har gjort nogen gravid. Farvel og tobak. Afsted med en båd.

”Jeg har haft to liv,” siger han. ”Et her og et der. Jeg er for gammel til et tredje. Jeg ville bare gerne vende tilbage”.

”Men det kan man ikke,” siger jeg.

”Du kan bygge broen. Du kan gøre det med dine ord,” siger han.

”Jeg tror ikke længere på ord,” siger jeg til ham.

”Du skaber dig,” siger han. ”Skal du have en øretæve eller en tudekiks.”

”Skal jeg vælge nu, eller kan jeg få lov til lige at overveje?”

”Du skal hjælpe mig,” siger han. ”Skriv om bjørnen. Skriv om vandtårnet og om havnen. Det er det eneste jeg beder dig om.”