Hvem er Nørrebro?

Af Trisse Gejl

Nørrebro bør opleves på cykel. Fx langs ”kilen” som er en sti, man har anlagt på de gamle jernbanespor helt til Valby. Gennem bymiljøer, grønne områder og forbi Nørrebrohallen, hvor de unge står på skateboard på Den røde Plads. Eller ned ad Nørrebrogade, hvor alle mulige sprog blander sig med dansk i shawarmabarerne, grønthandlerne, guldsmedene. Forbi Assistens Kirkegård og hilse på H.C. Andersen og Natasja og Niels Bohr eller bare slikke sol i græsset. Helst skal man trille ned ad de små sidegader, hvor kaffebarer og baggårdsmiljøer mellem gamle Nørrebrolejligheder summer af liv. Af og til er der nogen der skyder hinanden, men næsten altid kun hinanden. Er det sommer kan man slutte med et glas vin og en udendørstango på den brede bådebro ved søerne.

Trisse Gejl
Foto: Les Kaner

Mellemlanding

Af Trisse Gejl

Hun havde ellers forberedt sig godt. Taget toget fra Vestjylland i god tid. Bestilt pladsbillet ved vinduet i togets kørselsretning. Vekslet til euroer, så hun havde til taxaen og købt masser af rugbrød, som hun havde fået besked på. Hun havde et par timer, før hun skulle ud i lufthavnen, og selvom hun aldrig har brudt sig om København, tænkte hun, at hun kunne gå en lille tur i stedet for at sidde i en larmende lufthavn og vente i timevis, så hun fik en ældre herre til at hjælpe sig med at låse kufferten inde i en boks på Hovedbanen.

Vesterbro turde hun ikke, der var ikke andet end ludere og lommetyve, havde hendes mand sagt. Nørrebro turde hun heller ikke, der var fuld af arabere, men hun ville så gerne se H.C Andersens grav, kunne sige, at hun havde set den, kunne beskrive den med egne øjne. Så hun havde bevæget sig ud mod Nørrebro mod Assistens Kirkegård, holdt tasken tæt ind til sig og gået lige bag et ungt par med lyst hår og en halvstor hund.

Alligevel ligger hun nu her på H.C. Andersens grav halvvejs under en busk med en bule i baghovedet, og hun aner ikke hvordan, det er sket. Om hun er blevet slået ned eller faldet, hvor længe hun har været væk, men det går op for hende, at hun stirrer ind i et par lysende brune øjne under et kulsort kort hår.

– Er du okay? siger han igen på sådan et araberdansk.

Hun famler ud efter sin taske, stadig liggende på ryggen, roder rundt i gruset for at finde den. Så vender hun sig besværet og kommer op på alle fire og roder videre. Den er der ikke. Den er væk. Hun mærker en hånd under sin armhule, der forsigtigt trækker i hende.

– Lad mig være, siger hun. – Gå din vej.

Hånden slipper, og drengen sætter sig ned ved siden af hende.

– Du har blod i håret, siger han så og rækker hende en vandflaske, som hun i hvert fald ikke skal drikke af.  – Du kan vaske det lidt.

Hun ser på ham, finder så et papirlommetørklæde i lommen og dupper vand på og holder det mod bulen.

Hun kigger på gravstenen igen. ”Fuck Danmark”, står der hen over den.

Så sidder de der. Hende og en araber. Hun er gammel nok til, at hun kunne være hans mor.

Hun har ingenting. Flybilletterne var i tasken. Pungen, mobilen. Hun har en kuffert fuld af rugbrød på hovedbanen. Hun hviler ansigtet i hænderne og kæmper mod gråden.

– Kom, siger han og rejser sig.

Hun ved virkelig ikke hvorfor, hun følger efter, hun ved ikke, hvad hun ellers skal gøre.

De bevæger sig ud af kirkegården, den ser herrens ud med alt det byggerod, og videre i tavshed ud gennem Nørrebro. Hun betragter ham fra siden.

Under det ene øje er der tatoveret to tårer. Han er velklædt i cremefarvet skjorte og lyse bukser.

– Hvorfor har du dem der? siger hun og peger på tåren.

Han standser og ser på hende.

– Det er fordi, jeg så min søster drukne, siger han så og går videre.

Han drejer ned ad en sidegade, og de passerer en række lave huse med små græsfirkanter med blomsterkrukker og havemøbler foran. Rundt om et træ hænger et strikket skilt: ”Nogen på Island elsker jer.”

– Vi skal have noget at spise, siger han.

– Jeg har ingen penge, siger hun, – jeg har ingenting.

– Det har jeg heller ikke.

De fortsætter ind i et grønt område. ”De gamles by”, står der på muren. Han placerer hende på en bænk og går hen og ringer på en opgang. Der lyder en summetone, og han går ind. Ti minutter efter kommer han ud med en pose. En ældre kvinde i rullestol kommer til syne på en altan. Han vender sig om og vinker.

– Hvem er det? spørger hun og tager tøvende imod et stegt kyllingelår. Hun er pludselig virkelig sulten.

– Det er Marie, siger han som om, det forklarer alt. Han sætter en salat i en plasticboks imellem dem og giver hende en plasticgaffel. – Jeg hjælper hende med indkøb og sådan, svarer han. – Hvorfor lå du der på kirkegården?

– Jeg ville bare gerne se den grav, siger hun og prikker til salaten.

Hun bryder sig ikke om, at de spiser af den samme beholder .

– Jeg skal besøge min søster i Finland. Men billetterne var i min taske.

Hun føler sig underligt ligeglad. Måske ville hun slet ikke til Finland.

Hun overvejer igen om det er ham, der har taget det hele.

– Hvordan druknede din søster?

Han ser ikke på hende.

– Det vil jeg ikke tale om, siger han så. – Vil du se min ged?

– Din ged?

Han pakker resterne af maden ned i posen og begynder at gå. Nu er der store trækummer med blomster og krydderurter omkring dem. Blomsterkarse, solsikker, timian, persille. Nogle børn løber rundt og vander. Solen er gledet ned bag de høje bygninger, og tusmørket begynder at brede sig. Hun fornemmer byens larm derude, men her er roligt. Han holder en låge for hende, og modstræbende går hun med ind til nogle store hvide geder med meget lange horn.

– Det her er Aanza, siger han og klapper en, der vist er en hun.

Der hænger i hvert fald ikke noget nedenunder den. Han trækker den hen mod hende. Den følger velvilligt med. Hun klapper den med stiv håndflade.

– Ansa, gentager hun, – Hej Ansa.

– Det betyder ged, smiler han og sætter sig i græsset og haler to colaer op af posen og rækker hende den ene.

Hun sætter sig. Så lægger geden sig også ned, og han læner hovedet op ad den. Her lugter af dyr og varm jord. En lille dis stiger op fra græsset. Han plukker en mælkebøtte og rækker den bagud til gedens mund. Den gumler dovent fra hans hånd. Hun lader sig falde tilbage og mærker dyrets varme pels mod sin nakke.

– Hvorfor hjalp du mig egentlig?

Han drikker lidt af colaen, kigger op i træet over dem.

– For at blive tilgivet af Allah, siger han så.

– For hvad?

– Man skal altid hjælpe, svarer han bare.

Nu er mørket blåligt. Plænerne tømmes langsomt for mennesker og hunde. Et par med en barnevogn tusser forbi på den anden side af indhegningen og kigger forundret på dem.

– Var det egentlig dig?

– Mig?

– Ja, hvad lavede du selv på kirkegården.

– Jeg røg en joint, siger han og fumler ved sin brystlomme, – Jeg kan godt lide kirkegården.

Så rækker han hende en tyktrullet cigaret, som det går op for hende må være sådan en. En joint. Hun kigger på den. Han rækker hende en lighter. Så sidder eller rettere halvt ligger hun der op ad en ged med en joint i den ene hånd og en lighter i den anden og en cola mellem benene. Hun drikker aldrig cola.

Hun tænder den og suger forsigtigt på den. Han vender ansigtet mod hende og griner. Tårerne ændrer form.

Det er ved at blive lyst, da hun vågner. Hun ligger nærmest i ske med geden og med en cremefarvet skjorte over sig. Det sidste, hun husker, er en klar hvid måne over elmetræets blade. Hun er alene. Misser med øjnene i morgenlyset.