Fra Tryggelev til Humble, hvorfor Langeland?

Af Gregersen

Sidst i august når kornet var høstet og lavet til store halmballer der lå på marken, hoppede vi rundt og legede på marken i solnedgangen med en fjern lyd af biler der kørte søndagstur i det smukke landskab, man kunne se vandet glimte i horisonten. Det var lunt, men alligevel ville det blive koldt senere på aftenen. Lige ud for det store, orange hus i Tryggelev hvor jeg er vokset op, med min mor, min far og min lillesøster. For to år siden flyttede jeg dog til Humble med min mor.

Men hvorfor lige præcis Langeland? Hvorfor vælge at bosætte sig et sted som Langeland? Hvor der er langt til de større byer, og det er det samme du ser hver dag, græs og marker. Er det i virkeligheden fordi der er så roligt herude på landet, er det fordi de godt kan lide det sammenhold og fællesskab der er på sådan en lille ø som denne? Det er jo en smuk ø. 12.384, det er indbyggertallet på hele den lange ø Langeland. Er det på grund af den gode udsigt fra kysterne, er det sommerhusene og det rolige miljø? Henrik Lindberg Hansen siger til TV2: “Jeg har boet i alle de her storbyer, London, Kairo og København, og det er ikke sundt. Det tror jeg ikke. Så da jeg flyttede tilbage til Danmark, ville jeg gerne bo et sted der var lige så godt for sjælen som Grønland var. Og der tænkte jeg på Langeland.” Henrik er en af de mange nye indbyggere på Langeland. I 2017 havde Langeland rekord på 748 nye indbyggere. Langeland er også et trygt miljø at vokse op i. Nogle flytter herover for at deres børn skal vokse op med natur og en have som de kan lege og vokse i. I en by som Humble, der er placeret imellem Rudkøbing og Bagenkop, bor der mange børn og unge. Humble, for mig er det en fin by at bo i, der er ikke langt til det lokale supermarked. Og der er ikke langt til sport, men der er langt i skole, 20 minutter i bus for at komme i skole, og hjem igen. For to år siden flyttede jeg fra en lille gennemkørselsby ved navn Tryggelev. Derude på landet voksede jeg op.

Jeg skal ud i verden for at opleve noget, men kommer jeg tilbage når jeg engang skal have børn eller finde et roligt sted at blive gammel? Det er jo en mulighed fordi man kender det der er herovre. Jeg kan godt lide at bo på Langeland med den alder jeg har nu, men senere i livet skal jeg væk herfra – om jeg så kommer tilbage, må tiden vise. Men der er én ting jeg aldrig kan løbe fra, lige meget hvor mange landegrænser jeg krydser: Jeg er fra en lille flække med 20 huse, Tryggelev. Og fra Sydlangelands “storby” Humble.
Én gang Langeland, altid Langeland. Vi ses. Sydbarn i hjertet.