Hvem er Korsør?

Af Gunvor Ganer Krejberg

I foråret besøgte Gunvor Ganer Krejberg Korsør, for at samle inspiration til en ny fortælling om byen. Nu er hun i gang med at skrive, og til august bliver teksten bragt i lokalavisen og her på siden. Læs med og se, om du kan spejle dig i den bid af Danmark, Gunvor ganer Krejberg skriver frem.

D. 28. august 2019 besøger Gunvor Ganer Krejberg endnu engang Korsør, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Følg med her, når Gunvor Ganer Krejgberg besvarer spørgsmålet: Hvem er Korsør?

Broen

Af Gunvor Ganer Krejberg

Døren til salonen åbner indad. En solstråle tegner en tynd bronzefarvet stribe over gulvet.

“Hvordan skal det være,” spørger Gitte. Jeg kan mærke hendes stærke fingre i min hovedbund.

“Bare tag spidserne,” svarer jeg og ser op i hendes venlige blik.

Hun går til mit hår, som om det var helt særligt. Det er det ikke. Bare stride, grå hårstrå, der tilfældigvis sidder fast i den anden ende.

“Er du kørt hertil?” spørger hun og jeg forklarer, at jeg tog toget.

“Åh,” siger hun. “Så kom du ikke over broen.”

Hun siger ‘broen’, med luft på stemmen. Som om den var noget, hun selv havde andel i og lyden får en glasflaske i vinduet til at synge med. Som et ekko, der sender farvede felter af lys rundt i salonen. Et kantet kunstværk breder sig over de rå vægge.

“Ja, de fleste kører jo bare forbi nu.” Hun skummer shampoen op, så jeg kan høre selv de mindste sæbebobler briste, mens jeg ser tiden glide gennem hendes blik.

Store færger, der åbner gabet for at spytte biler og togvogne ud. Lasttunge skibe, der lægger til kaj. Os og damp og røg, der soder byen til. Metal mod metal.

“Men turisterne finder vores perle. Og vores egne vender da hjem. Når de selv får børn.” Betina ser op fra den kasse med hårprodukter, hun er ved at pakke ud. “Nå da. Der er nok nogen, der skal i byen.” Hun nikker mod vinduet. Jeg skæver uden at dreje hovedet alt for meget. En gruppe udskolingselever har retning mod busholdepladsen.

“De unge kunne nu godt bruge lidt flere steder at holde til,” siger Gitte.

“De har da hallen,” siger Betina. “Og ungdomsklubben.”

“Og Cafe Dish Dash.” Gitte ler med løftede bryn.

“Nå ja. Og biografen,” fortsætter Betina uden at høre tonen i Gittes stemme. “Det er verdens ældste.”

“Er det?”

Saksen standser et øjeblik i Gittes hånd.

“Det vidste jeg ikke.”

“Jo jo,” svarer Betina. “Verdens ældste.”

Et øjeblik er vi ærbødigt stille. Sammen.

“Der går ham den søde tilflytter.” Betina nikker igen mod vinduet.

“Var det ikke ham, der skulle tælle folk.” siger Gitte. “Ude på Solens Plads?”

“Jo, og næste dag sad han oppe på trappen foran det gamle rådhus,” fortsætter Betina, “det var vist Erling, der troede, han var en dement, som ikke kunne finde hjem.”

Gitte ler. “Nå, ja. Han må være blevet noget forskrækket over den velkomst.”

“Eller glad?” foreslår jeg. “For al den omsorg.”

Betina ser på mig. Hendes blik bliver blødt.

“Ja, omsorg. Den har vi masser af.”

Lyden af saksen får lov at skære alene gennem rummet.

 

Jeg betaler. Gitte fejer de afklippede lokker sammen til en bunke.

“Åh,” udbryder hun. Jeg følger hendes blik mod den bronzefarvede stribe i gulvet.

Måske er det slet ikke lys. Måske er det en revne? Som om noget svulmer under fundamentet. Presser sig langsomt op. Det er ikke til at se.

“Det er sikkert ikke noget,” siger Gitte og smiler med en rynke mellem brynene.

Jeg følger det spinkle spor, der snor sig ned over den murede trappe. Gennem byen. Forbi genbrugsbutikkerne. Jeg ser det åbne sig ved soklen under en afskallet facade. Zigzakke mellem brostenene. Kante sig rundt om Fæstningen som et lysende sømærke over en usynlig sandbanke, før det forsvinder for mit blik.