Hvem er Kolding?

Af Rebecca Bach-Lauritsen

I foråret besøgte Rebecca Bach-Lauritsen Kolding, for at samle inspiration til en ny fortælling om byen. Nu er hun i gang med at skrive, og til september bliver teksten bragt i lokalavisen og her på siden. Læs med og se, om du kan spejle dig i den bid af Danmark, Rebecca Bach-Lauritsen skriver frem.

D. 18. september 2019 besøger Rebecca Bach-Lauritsen endnu engang Kolding, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Følg med her, når Rebecca Bach-Lauritsen besvarer spørgsmålet: Hvem er Kolding?

Det Orange

Af Rebecca Bach-Lauritsen

Vi ses på Tobbers!

Appelsiner, croissanter, auberginer, blinkesmiley, grinesmiley.

Jenny skriver ok og sletter det.

Skriver ja og sletter det.

– Ses.

Endevæggen er fyldt med spil fra gulv til loft. Lænestole, klapstole, bænke. Jenny tænker, at det minder om Berlin og er træt af at lave den sammenligning.

– Du ser godt ud, skat, og træt.

Mor tager en tår af sin varme kakao. Jenny synes, det er upassende, at en dame på hendes alder drikker varm kakao med skumfiduser. Hun synes, de skulle bede om ID, når de kan se, at folk er for gamle til sådan noget, ligesom når dem, der vil købe sprut, er for unge.

Hun kigger op for at se, om de har sprut.

Ingenting.

– Og er du faldet på plads?

Så stopper tiden, og de glider baglæns ind i alle de samtaler, de allerede har haft, som ikke fører nogle steder hen, og som de alligevel ikke kan slippe.

– Måske var I lige lovlig optimistiske.

– Jeg tænkte faktisk på Christiansfeld, mor. Når hottentotterne kunne bygge en hel by på tre måneder, så kunne vi vel også sætte en lejlighed i stand. Mark var arkitekt jo, næsten.

– Herrnhuterne, siger mor.

– Hottentotter, hobbitter, du ved godt, hvad jeg mener.

– Og du ved godt, hvad de hedder.

Jenny kigger på Koldinghus, der er drysset med kakaopulver i mælkeskummet. Det er en god cappuccino. Hun får lyst til en rundvisning på slottet. Det gad hun ikke før. Det var for turister. Nu lokker ruinerne. Måske kan hun føle sig hjemme der.

– Jeg er 28 og bor i en ungdomsbolig.

– Det er da en dejlig lejlighed. Og til at betale.

– Ja, fordi den bliver varmet op af lortevand.

– Spildevand, siger mor, det er noget andet. Og de vandt en pris for det projekt.

– En pris, siger Jenny, så er alt jo godt.

– Jeg ved ikke, hvorfor du er så sur på Kolding, siger mor.

– Jeg elsker Kolding, råber Jenny, og så kommer gråden med snot og alt for høje lyde.

Jenny går af Klostergade, følger Buen og drejer til venstre ud mod det nye ingenting. Under himlen ligger Det Orange og ligner den kunstige kælkebakke, de sætter op ved Alexanderplatz sidst i november.