Man siger, at arkitektur sætter sig i kroppen. At oplevelsen af rum og mellemrum huskes helt ned i tæerne. Farverne, formerne, lugtene, lydene, lyset, materialerne og temperaturen. Jeg møder Hillerød med min krop; mine ben måler længden af de historiske gader og bredden af det centrale torv. Mit hår flyver i vinden og lander først, da jeg drejer om hjørnet. Min kropsvægt møder den tunge port og min hånd griber om det gamle, kolde håndtag. Regnen lyder anderledes herinde. Det samme gør min stemme, og der dufter lidt af våd jord. Mine øjne går på opdagelse; over facader og slottet, Frederik VII og slottet, søen og slottet, Dræberbakken og slottet, skoven og slottet. Frederiksborg Slot. Et stykke arkitektur og historie. Bygget efter alle renæssancens regler og på ingen måde til at komme uden om.

Man siger, at mennesker former byer og at byer former mennesker. At den ramme, som arkitekturen danner om vores hverdag, påvirker og former den måde, vi lever på. I Hillerød former slottet byen. Højden på byens huse, barokhaven og de lange kig, stierne langs søen, skoven og det særlige parforcejagtlandskab. Alt sammen anlagt og formet for at give udsigt og plads til slottet. Samtidigt giver det plads til hillerødderne. Plads til at lade kunstnere bo i en tidslomme af materialer, farver og vinduesstørrelser i Ing. Larsens baggård. Plads til at lade gamle, grønne og lidt skæve Solvang ligge, hvor den altid har ligget. Plads til at bruge et mindesmærke som siddemøbel, og til at lade bibliotekets store vandrehal være rummelig og huse gratis fællesspisning. Plads til at vente med at omdanne p-pladserne på byens bedste beliggenhed indtil det helt rigtige projekt er der. Plads til at lade Posens overgang mellem lyder af biler og legende børn overraske med tonerne fra et dansegulv i 1990’erne. Og plads til at blande sig i debatten om højhuse, biler ud af byen og en kommende arkitekturpolitik. Plads til at lade hillerødderne gro.

Man siger, at arkitektur sætter sig i kroppen. Hillerød har sat sig i min.