Hillerød

Af Freja Schäfer

Jeg steg af min cykel. Vejret var køligt, og regnen landede blidt på asfalten. Jeg parkerede min cykel det samme sted som jeg altid gør, ved cykelstativet tæt på fuglespringvandet. Jeg gik ned ad torvet og over mod Slotsarkaderne. Mine hænder var kolde efter cykelturen, og jeg glædede mig til at komme ind i varmen. Regnen blev kraftigere mens jeg gik, og mit hår blev vådt. Dråberne fra mit våde hår landede på mit ansigt som tårer der gled ned ad mine kinder. Jeg kom over til halvtaget hvor indgangen til Slotsarkaderne var. Da jeg trådte ind ad skydedørene, kunne jeg mærke den varme luft varme min krop og mine hænder. Regnen ramte taget af glas og gav en beroligende og hyggelig lyd.

Jeg gik forbi Espresso House og fik lyst til varm kakao, så jeg vendte om for at købe en. Da jeg drak af kakaoen, kunne jeg mærke væsken varme min krop indeni, hvilket gav en behagelig følelse. Jeg kiggede igen op på glastaget hvor man kunne se regnen lande og glide ned, og så ud ad skydedørene hvor man kunne se regnen lande på fliserne og lave små vandpytter. Jeg besluttede så at gå udenfor igen selvom det stadig regnede. Ude under halvtaget tog jeg mine høretelefoner i og afspillede noget rolig musik, hvorefter jeg gik ud i regnen. Musikken overdøvede al larm omkring mig, og der gik jeg så i min egen verden.

Det var efterår og koldt, men kakaoen fik mig til at føle mig varm udenpå selvom den kun varmede mig indeni. Jeg besluttede mig for at gå hele vejen over til slottet. Jeg vidste jeg ville blive endnu mere gennemblødt, men jeg var ligeglad for det var jo bare vand. De fleste folk der var ved slottet, var turister. De havde alle flotte paraplyer i forskellige farver og regntøj på. Så praktisk var jeg ikke. Jeg gik videre igennem slottet og over til Barokhaven. Det regnede stadig, men jeg kunne se de mørke skyer var ved at forsvinde, og solen kom langsomt frem igen.

Og der stod jeg så midt i Barokhaven, gennemblødt af regn, med høretelefoner i og et tomt papkrus i hånden. Regnen stoppede, og de grå skyer forsvandt helt. En solstråle lyste på mit ansigt og varmede mine kinder. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem igen, jeg ville bare gerne stå dér midt i Barokhaven og blive varmet af solens stråler uden den travle hverdag. ”Hvor er jeg glad for at bo i en by som denne,” tænkte jeg imens jeg kiggede rundt i den smukke have og smilte for mig selv.