Hvem er Herning?

Af Sissel Bergfjord

I Herning kan man kigge ind i folks oplyste stuer.
Bilerne er blanke og skinner rene, selv i mørket.
Mange folk ryger især, når de går på gaden.
Der er mange frisørsaloner.
Humoren ligner københavnernes til forveksling.
Man udveksler gerne en sjov eller venlig bemærkning i køen i Føtex eller til sidemanden i teatret.
De ensomme er næsten usynlige, bliver måske lidt glemt, men jeg ser dem gå omkring, med langsomme skridt og det der halvt slukkede blik.

– Forfatter Sissel Bergfjord om Herning.

D. 28. august 2019 besøger Sissel Bergfjord endnu engang Herning, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

En umærkelig hældning

Af Sissel Bergfjord

Da han åbner døren ser han selvfølgelig helt anderledes ud end på billedet. Han er højere end mig. Han har en sort T-shirt på, der hænger løst. Grå joggingbukser i polyester skinner i lyset fra loftslampen. En tatovering på overarmen er halvt skjult af ærmet, noget tribal. Hans adamsæble går op og ned, som om han er ved at synke noget.

Han bruger briller, de var heller ikke med på billedet. Han ser lidt mindre cool ud live. Jeg kunne heller ikke rigtigt forstå det, da han foreslog vi skulle mødes.

”Hej, kom ind,” siger han og åbner døren helt op, så den støder mod noget. En lille kommode med en keramikskål fyldt med nøgler.

Jeg bøjer mig ned for at tage mine kondisko af. Det ene snørebånd driller. Jeg stiller skoene forsigtigt på det stykke avis, der er bredt ud. Der er lige plads, hvis jeg stiller dem lidt skråt, en på hver side af hans støvler. Han har enorme fødder, de må være størrelse 47 eller der omkring.

”Sid ned.”

Han slår ud med armen. Jeg sætter mig på et hjørne af hans seng, på det sorte dynebetræk, hvis folder jeg kan se, at han har forsøgt at glatte ud. Han bruger også sengen som sofa og spisebænk, han har kun det ene værelse, siger han, næsten undskyldende og forsvinder ud i køkkenet. Jeg trommer med fingrene mod dynebetrækket, ser op lige idet en dame går forbi ude på gaden, hun spiler øjnene op på sådan en måde, at jeg et øjeblik tænker det må være hans mor. Hun ligner en, der kommer lige fra frisøren, håret puffet op i luftig etageklip.

Jeg hører proppen fra vinflasken, et par glas der klirrer. På sofabordet er der dækket op med dækkeservietter, tallerkener og papirservietter, godt nok med nytårsmotiv, fyrværkeri og konfetti i mange farver. En enlig rosa blomst i vase, jeg kender ikke navnet på den. To levende lys i høje stager blafrer, da han går forbi og rækker mig et glas vin. Vindueskarmen er helt fyldt med fyrfadslys i forskellige holdere. Høje, lave, gennemsigtige og farvede. Han sætter sig ned ved siden af mig, den bløde madras giver efter for hans vægt og vi falder lidt ind mod hinanden.

Fiskefileten ligger godt i maven, raspen var sprød, smagte lidt af brændt smør. Han foreslår at vi kan gå en tur. Nok mest fordi han gerne vil ryge. Han byder mig en blå Kings. Jeg famler med pakken, stikker fingeren ned og får en op, taber den først på gaden. Samler den op, vi ler, han tænder for mig, holder hånden omkring lighterens flamme. Hans håndhule lyser op i orangerøde farver, skyggen på min kasket rammer hans pande, jeg kan lugte hans aftershave. Vi går ned ad gågaden, rygende. Jeg får øje på Bo inde på Papas, jeg dukker mig instinktivt, han griner og spørger, om jeg har fjender i byen? Jeg ryster på hovedet, går op på siden af ham. På et tidspunkt strejfer vores frie hænder hinanden. Han er venstrehåndet. Vi siger ikke noget, går bare videre, han kaster sit skod fra sig på gaden, lader det ligge og gløde. Jeg træder på mit, samler det op og smider det i den nærmeste skraldespand, indhenter ham. Måske vil han sige farvel til mig, når gågaden ender, det er det han tænker på nu. Han vil standse op og sige: Det var hyggeligt, han vil give hånd og vende sig om, uden videre. Jeg bliver mere og mere nervøs jo længere ned ad gaden vi kommer.

På torvet sidder et ældre par og drikker en øl i udendørsserveringen, ellers er der tomt. Vi sagtner farten, han vinker til en lidt ældre fyr, der går forbi. Jeg når at se fyren blinke over mod mig, det lille smil i mundvigen, det spørgende blik han retter mod Jens. Jeg synes, jeg har set ham før et sted, måske nede på Terminalen. Jens rømmer sig.

Skal vi tage en øl et sted? Spørger han.

Han tager min hånd, giver mine fingre et forsigtigt klem, slipper igen inden nogen ser os. Hånden var kølig og lidt fugtig. Jeg nikker med hovedet, smiler, min kasket rykker sig.

Jeg har ikke lagt mærke til det før nu, at vi står på det sted, hvor torvets belægning  skråner nedad i begge sider, nedad mod os. Jeg sanser det under sålerne, da vi går videre. En næsten umærkelig hældning.