Hvem er Herlev?

Af Sara Linderoth Bouchet

Herlevs hjerte udgøres af kirke, kro, gågade og gadekær ved det stråtækte Hjulmandens hus. Broget er den brostensbelagt bymidte med indkøbscenter og et arkitektonisk kontrastfyldt byggeri. Her er et herligt bibliotek og Gammelgaard, et kunst- og kulturhus for moderne kunst. Naturskønheden venter lige om hjørnet, og her er på flere planer udsigt med et rigt forenings- og kulturliv med biograf, musikskole, filmklub og teater. Gavmildt har byfolk åbnet dette stykke Danmark for mig og Herløv Kro var en fin tidslomme at overnatte med ro, skønne senge og knaldgod kaffe. 

-Forfatter Sara Linderoth Bouchet om Herlev.

 

D. 11. september 2019 besøger Sara Linderoth Bouchet endnu engang Herlev, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Tågen over Smør- og Fedtmosen

Af Sara Bouchet

Pelle sveder, huden føles klistret og fugtig, men han fortsætter. Vandet siver koldt gennem gummiskoene og strømperne, og han forsøger ikke at tænke på farerne ved det, han er i færd med. I stedet fæster han tankerne på Tea og fornemmelsen af hendes hånd, der rystede og klemte så hårdt om hans. Angsten emmede fra hende, da hun fortalte ham om det, hun havde set. Det blege ansigt under vandet og tavsheden, da det var overstået. Da hun blev klar over, at hun burde stikke af, var hun i stedet begyndt at skrige.
Dét med pengene var Pelles idé, og de lå som aftalt ved Værebro Å, men panikken blusser alligevel op i brystet, og han sætter tempoet op. Han længes efter at nå ud til parcelhuskvarteret, han plejer at hade, og pludselig gribes han af en trang til at tage vejen forbi Hjortespringbadet, hvor han så Tea første gang. Hun lyste alting op, som hun sad der alene på bassinkanten i en bolsjestribet bikini. Måske kommer han ikke til at se det sted igen, og pludselig føler han sig modløs. Han er knyttet til alle gaderne her, stisystemerne, stadion og skøjtehallen, han kender ikke til andet.
Først da han er nået et godt stykke ned ad Ingefærhaven, finder hjertet en smule ro. Han passerer gadekæret, Hjulmandens hus og kirken, og fortsætter så med direkte kurs mod kroen. Han ved, hvor hun venter ham, han husker alt ved den nat, de lå på værelset under det blomstrede maleri. Han husker særligt de svage pust af hendes ånde mod halsen, mens han lavmælt præsenterede hende for sin idé.
”Der er penge i det, du har set, Tea.”
Det overbeviste han hende om, han lokkede med alle de døre, der ville åbne sig for dem.
”En hel korridor af døre!” udbrød han, og nu lokker det gyldne lys i kroens vindue ham til sig som en enlig glødelampe. Så standser han brat op, for ikke én men to profiler tegner sig op mod gardinet, skarpe som papirklip. Pelle kniber øjnene i, for det er, som om tågen fra Smør- og Fedtmosen er fulgt med, og nu slører hans syn, og jorden føles pludselig blød, som befandt han sig endnu derude i et uendeligt landskab af rørskov, krat og steder at forsvinde. En kulde griber ham om anklerne, og han registrerer nærmest åndsfraværende og fortabt, hvordan han langsomt synker.