Hasle Bakker

Af Mohamed

Min fodboldtræner fortæller mig , at jeg er i dårlig form. Han siger det igen og igen, så jeg har besluttet mig for at ændre det. Jeg vågner tidligt op og spiser noget havregryn. Det smager sørme kedeligt, men som min træner siger: ”Det er for dit eget bedste.” Hader, når han siger det pis. Jeg tager min træningsdragt og løbesko på. Derefter tager jeg mine JBL bluetooth-høretelefoner på og tænder sangen ”Hall of Fame” på fuldt drøn. Hvis jeg skal løbe så langt, så skal jeg da også motiveres.

 

Der ligger en skov ved siden af min ”ghettoskole”. Da jeg har løbet der i 10-15 minutter, kan jeg godt forstå, hvorfor min træner fortæller mig, at jeg er i dårlig form. Min ben føles sløve, og en lille hovedpine overmander mig. Jeg er desorienteret og kan mærke blodet suse rundt i min krop. Lugten af vådt mos rammer min næse. Jeg stopper ikke, selvom jeg er ved at besvime. Sangen, der spiller i mine ører, motiverer mig. De råber på mig, at jeg skal fortsætte. Så jeg fortsætter.

 

Jeg har løbet 40 minutter nonstop, og jeg er utrolig stolt af mig selv. Mit endelige mål er en høj bakke, der ligger 100 meter fra mig. Jeg samler min sidste energi og spurter, alt hvad jeg kan, op ad den skide bakke. Den kan sgu ikke besejre mig. Lige før jeg når toppen, føles mine ben som bly. Jeg falder om og har ikke mod på at rejse mig.

 

Jeg slapper af, og jeg føler, at jeg er et hjerte. Jeg dunker simpelthen. ”Dunk dunk”. Da mit hjerte endelig slapper af, kan jeg mærke, at mine sanser aktiveres. Lugten af græs og mudder, der rammer min næse. Min krop, der ligger på græsset. Jeg kan tælle, hvor mange græsstrå der er tale om. Jeg åbner min mund og drikker luften. Den vejer ingenting, og den er så ren, som noget overhovedet kan være. Og det bedste ved det hele: udsigten. Mine øjne er ikke fuldkommen åbne, men det, jeg ser, er utroligt. Bare utroligt. Jeg kan desværre ikke nyde udsigten i så lang tid, for efter et stykke tid lukker mine øjne, og mine sanser deaktiverer.

 

Jeg vågner op efter noget tid. En svag brise får min trøje til at blafre lidt. Jeg rejser mig op og går resten af vejen op ad bakken. Jeg sætter mig ned på græsset med strakte ben. Jeg er klar over, hvad jeg oplevede, før jeg besvimede, og jeg vil have den samme følelse en gang til.

 

Jeg ændrer min stilling til skrædderstilling. Jeg tager en dyb indånding og puster ud. Jeg gør det, indtil mine sanser overmander mig igen. Den dejlige duft af græs og natur, den svage brise, følelsen af græs og sten og lyden af fugle, der kvidrer. Løvtræer, nåletræer, græs, fugle der flyver rundt, og solen der spejler sig i søen. Jeg kigger ud og føler mig som ét med naturen. Jeg er skideligeglad med, hvad min træner siger. Udsigten er det eneste, der betyder noget.