Hvem er Faaborg?

Af Nassrin el Halawani

Jeg er glad for, at jeg har opdaget Faaborg, som jeg ikke tidligere kendte til. Faaborg er nemlig en lille charmerende by, der er kendetegnet ved gamle, farverige huse og brolagte stræder. Faaborg har en masse spændende attraktioner. Bl.a. Arresten, hvor man kan opleve en interaktiv udstilling og se forholdene for indsatte før og nu, Faaborg Museum, der holder til i en smuk klassicistisk bygning og Den Gamle Gaard, hvor man kan se, hvordan byens førende købmænd boede. Af byens kendte vartegn findes et Klokketårn, som jeg havde fornøjelsen af at komme op i samt en byport, Vesterport, der oprindelse var en del af en middelalderlig befæstning.  Om vinteren er Faaborg forholdsvis rolig, mens byen, der er omgivet af vand, vrimler af turister om sommeren.

-Forfatter Nassrin el Halawani om Faaborg.

En forfatter kommer til Faaborg

Af Nassrin El Halawani

Da hun kom til Faaborg, som hun sørgede for at stave med to a’er, når hun korresponderede, opdagede hun, at der var få høje bygninger. Det højeste sted var det gule klokketårn – med mindre man talte bygningerne ved Torvet med. Men det gjorde man ikke, for de bygninger var ikke en del af det rigtige Faaborg. Ikke i hendes optik, i hvert fald. Nej.

Klokketårnet var hendes pejlemærke. Hun skulle bare kaste et blik op på det, så kunne hun, der ellers led af manglende stedsans, orientere sig. Praktisk, naturligvis, men mere end det. På en byvandring med en af byens vægtere, slog det hende, at de lave bygninger var nænsomme ved psyken. At kunne overskue sit miljø måtte nu engang være mindre stressende end at færdes i skyggen af skyskrabere. Ikke, at hun ligefrem boede i skyggen af skyskrabere, men hun boede jo heller ikke i nærheden af vand, vel? Og det eneste hun og hendes barndomsveninde fra folkeskolen talte om, når de mødtes, var vand, vand, vand. Åh, gid man dog havde råd til at bo ved vandet. Det skulle de have tænkt over tidligere, før børn og termin. Hendes veninde kunne have gjort det. Hendes morfar, viste det sig, kom oprindelig fra Faaborg.
Med tanke på den længsel, smuttede hun kun få minutter efter, at hun var ankommet til byen, ned til vandet. Det betød ikke noget, at det regnede. I København generede regnen hende, men her var det bare mere vand, og flot var det. Havet brusede, som om det kogte på højeste blus, vinden formede bølger, kastede dem hid og did – og efterlod hende stakåndet. Alligevel var synet beroligende, som om noget urgammelt i hende vågnede og forlangte sit behov for hav. Det er kun naturligt, tænkte hun. Mennesker har til alle tider bosat sig nær vand. Så hvorfor ikke hun?

Langelinie hed det. Men det var ikke den Langelinie, hun kendte fra København, men en anden én. En, man måske kunne have råd til at bo i nærheden af. Hvis man ville. Hvis man turde flytte væk. Men hvad skulle man så leve af?

Hun kom forbi en nedlagt fabrik. Den stod tom og spøgelsesagtigt, som et monument over politikernes svigt. Man frygtede et olle-kolle i byen. Når arbejdspladser forsvinder, forsvinder ungdommen, blev der sagt. Mangel på arbejdspladser var som en moderne pest, der lagde byer øde. Tre personer, som hun mødte, fortalte om 40 års tilknytning til netop dén fabrik. At se den ophøre måtte være som at miste et familiemedlem, tænkte hun. Relationer, der gik tabt. Eller gjorde de?

I en bus talte hun med chaufføren. Han var, opdagede hun, nabo til en af de vægtere, der med stor gavmildhed havde vist hende byen. Buschaufføren fortalte, at han tidligere havde været kollega med vægteren på fabrikken, men den stærkeste relation, kunne hun regne ud, var det tredive år lange naboskab mellem dem. Det var fascinerende. Alle de relationer hun oplevede allevegne. Fædre og døtre, svigerdøtre og svigerfædre, venners venner. Flere gange gik det op for hende, at hun dagen før – eller bare et par timer forinden – havde mødt et familiemedlem eller en mangeårig ven til dén, hun nu snakkede med. Det var et tæt samfund, tættere end hun havde troet, og det måtte kræve en fantastisk god personlighed eller en supersans for diplomati at eksistere i den symbiose – og hun vidste ikke, hvor diplomatisk hun var, når det kom til stykket. Men så – sidst på ugen, da hun på Faaborg Bibliotek havde nævnt et par af de folk, hun havde talt med, blev hun mødt med hovedrysten. Og så måtte hun igen korrigere sit indtryk. Alle kendte alle – inden for bestemte miljøer, vel at mærke. Sådan var det jo alle steder. Og det miljø, der havde åbnet armene og budt hende velkommen i Faaborg, var et miljø af driftige ildsjæle: Kunstnere, musikere, forfattere og selvstændige, der kunne og ville selv – som nægtede at lade sig definere af forsvundne arbejdspladser. Nogle var født og opvokset i byen, men Faaborg var ikke et fort, man burede sig inde i. Så langt fra. Et af by-børnene, nu voksen, rejste hyppigt til Hawaii. Faktisk skulle han dagen efter deres møde afsted for ottende eller niende gang. Wauw. Og hendes værtinde, som hun mødte den første aften i byen, rejste tit til København, hvor hun ejede en lejlighed på Østerbro. Østerbro af alle steder.

Selvfølgelig var der dem, der fravalgte en by som Faaborg. Den var for lille, og der var for få arbejdspladser, også til de højtuddannede, men hun mødte også flere, der ved en tilfældighed var havnet i byen og var faldet godt til. Og så var der dem, der havde set sig omkring i Danmark og helt bevidst byttet otte år i New York ud med et stort hus ved vandet. Slottet kaldtes det vist, hvis hun huskede rigtigt. Og helt seriøst, hvem ville ikke bo på et slot i nærheden af vandet? Hun kunne da hurtigt komme i tanke om en eller to, der gerne ville.