Hvem er Albertslund?

Af Morten Ramsland

Albertslund er en vestegnskommune med knap 30.000 indbyggere. Bortset fra butiksgaderne omkring s-togstationen består Albertslund mest af lave etage- og rækkehusbyggerier i langstrakte beton- og stenlandskaber gennemhullet af stisystemer, legepladser, grønne områder og hist og her en Netto og et kebab-pizzeria. Der er to fængsler og et vaskeægte bjerg lavet af byggeaffald. Der er Forbrændingen, biblioteket, MusikTeateret. Der er drankerne ved Kanalgaden. Der er de tyrkiske grønthandlere og kebabhusene. Der er hr. og fru Danmark. Mod nord ligger Vestskoven, mod øst er der tyve minutter ind til Rådhuspladsen. Stemningen er let rå, søvnig forstadsagtig og enkelte steder næsten landlig.

– Forfatter Morten Ramsland om Albertslund.

 

D. 23. september 2019 besøger Morten Ramsland endnu engang Albertslund, hvor han afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Barndom på Galgen

Af Morten Ramsland

Det var farmor og farfar, der flyttede herud og lærte alle at sortere affald, for Galgebakken var et godt sted for børn med sine stier og grønne områder. Her byggede far sæbekassebiler som dreng, han fiskede i søerne, men fangede nu aldrig noget. Han legede med de andre børn i de langstrakte landskaber af lave boligblokke. Til sidst blev han træt af det grønne og ville hellere ind til Bytorvet. Senere rykkede han ind på værtshusene. Farmor og farfar kunne ikke lide det. Når far fortalte dem historier om Thai-Torben, rystede de på hovedet. En dag sagde han:

”Jeg flytter til København og kommer aldrig tilbage til det her sted.”

Da jeg blev født få år senere, begyndte Galgebakken, Vestskoven, cykelstierne og Albertslundbjerget imidlertid at genopstå i hans drømme, og da der blev et rækkehus ledigt på Galgen, flyttede vi herud.

”Det er et ganske udmærket sted for børn at vokse op,” sagde far og kløede sig på sin skallede isse.

Jeg byggede selvfølgelig ingen sæbekassebiler, men jeg tog på ekspeditioner i Vestskoven. Ligesom far kunne vi cykle alle vegne uden at krydse en eneste vej og kælke på Albertslundsbjerget. Jeg fiskede en del, også selv om jeg aldrig fangede noget.

Mange tror, at man går rundt med et jernrør i baglommen her i Albertslund, men sådan er det ikke. Her er ingen Thai-Torben længere. Nu har de andre navne. Sidst farfar kom på besøg med sin rollator, forsøgte jeg at lære ham Albertslund-tegnet:

”Sådan her,” sagde jeg og formede et A med fingrene. ”Så kan alle se, at vi er stolte af vores hood.”

”Her er nu skønt her i vores grønne Albertslund,” sagde farfar. Han er begyndt at sige de samme sætninger igen og igen. Det med det grønne taler han om i det uendelige.

Jeg snakker ikke højt om det, men jeg har længe været træt af alt det grønne og vil hellere ind og hænge ud ved Bytorvet, og når jeg først står derinde, siger jeg tit: ”Jeg skal væk herfra.”

Det bliver nok bare ikke for altid. Mine egne børn skal bo tæt på Albertslundbjerget, de skal cykle på stierne. Og så skal vi selvfølgelig ud og fiske. Også selv om man egentlig aldrig fanger noget her i Albertslund.