Hvem er Aarhus?

Af Ida-Marie Rendtorff

Aarhus er

Aarhus er mågekysset ved Clemensbro, det er struttende sølvengle i en baggård, sydvendte bænke på en gade der hedder Graven og et gavlmaleri af en pige i sort-hvid, det er Aarhus ø, Isbjerget og vildhaverne, det er solbriller størrelse XL, en sauna i en tønde og det rekordstore havnebad. Aarhus er hætteklædte måger, som vugger på vandet med hovederne vendt mod solen, det er øsende regn og et mylder af cyklister, det er drager over en dør ved Klosterport, gargoylen på Aarhus teater og cafeer, cafeer, cafeer. Aarhus er verdens mindste storby og verdens største landsby, det vikingebyen Aros, og det er Aros med regnbueglorien. Det er Gongen på DOKK 1, lugten fra Oliemøllen, udsigten fra Rådhustårnet og en plæne med krokus, det er ølfolket ved Frelsens hær, Universitetsparken, en enlig palme på en tagterrasse og mågeskrig, mågeskrig, mågeskrig. Aarhus er

– Forfatter Ida-Marie Rendtorff om Aarhus

D. 19. september 2019 vil Ida-Marie Rendtorff endnu engang besøge Aarhus, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Følg med her, når Ida-Marie Rendtorff besvarer spørgsmålet: Hvem er Aarhus?

Det kunne have været hende

Af Ida-Marie Rendtorff

”Det er Sokrates.”

Hun vender sig om – der står en ung fyr bag hende. Han nikker mod træskibet, som er ved at forlade havnen. Han har bare tæer, en slibemaskine under armen og øjne, der godt tør se på hende.

Sejlene går til tops på skibet derude og folder sig ud som vinger.

”Kan du alle navnene?” Der må ligge mindst 80 træskibe i havnen.

”Jeg kan ikke dit.” Han har et modermærke på kinden. Som en mørk ø midt i alt det solbrune.

”India.” Hun retter på kasketten.

”Vi ses, India.” Han går ud ad molen, hopper ombord på et skib og forsvinder ind under en presenning.

Først bagefter kommer hun i tanke om, at hun skulle have spurgt, hvad han hed.

Hendes mor har lavet en lang liste over ting, de skal se – Aarhus står der øverst på den. Den ligger på morens natbord på værelset. Det er vigtigt ikke at gå i frø, siger hun. De har besøgt kuplen i botanisk have, spist mad fra Uganda på Aarhus Street Food og været oppe i rådhustårnet. Hver eftermiddag er der planlagt en ny oplevelse. Om formiddagen er det altid af sted med Letbanen. Samme tur hver dag. Ud til den rustrøde bygning, der ligner noget, hun engang kunne have bygget i lego. Hun kan ikke undgå at lægge mærke til de mørke rande under morens øjne og den lille tic i mundvigen.

Hun går tilbage ad Graven. På en lille græshøj mellem bygningerne får hun øje på en gruppe unge. De ligger med hovederne på hinandens maver eller lår. Deres stemmer kryber hen over græsset. Hun kan ikke høre ordene, men kender dem alligevel. Det kunne have været hende. I en anden by, på en anden plet græs, i en anden verden. På en husgavl er der et maleri af en ung pige i sort-hvid. Hun er vendt på hovedet.

Senere spiser de take away i dobbeltsengen, mens de ser Titanic. Moren falder i søvn, og der er kun hende tilbage – hende der klamrer sig til en vragrest i et uendeligt ishav. Hun åbner vinduet ud mod natten og ser over mod Aros’ regnbuefarvede glorie.

Næste gang, hun går ned på havnen, er det morgen og regnvejr, og hun har sin prikkede paraply med. Der er ingen bevægelse på det lange, hvidmalede skib, han gik ombord på. Hendes krop føles med et underlig tung. Hun sætter sig på en bænk under et halvtag og lader øjnene glide i.

”Går du aldrig i skole, India?”

Det giver et sæt i hende. Han hopper af en grøn damecykel. På bagagebæreren får hun øje på noget sammenrullet badetøj.

”Nogle gange. Bor du der?” Hun peger på skibet. Engang elskede hun også at bade i regnvejr, men det var før.

”Nogle gange. Det er min farfars. Han var også med til at bygge molen.”

”Okay.” Selv under halvtaget virker luften våd. Hun skutter sig.

”Jeg har kaffe.” Han nikker mod skibet.

I det samme brummer hendes telefon i lommen, og hun finder den frem.

Hvor er du? Husk din tid til stråler kl. 11. Mor.

Da hun bøjer sig ned efter paraplyen, falder kasketten af. En dråbe fra tagskægget rammer hendes bare isse.

”En anden gang.” Hendes stemme er rusten.

Han samler kasketten op og rækker den til hende.

”En anden gang kan vi måske sejle en tur ud?” Han smiler, men ikke på den der stive åh-stakkels-dig måde.

Hun nikker og ser det slanke, hvide træskib for sig. Ser det sætte sejl.