Hvem er Aalborg?

Af Line-Maria Lång

I foråret besøgte Line-Maria Lång Aalborg, for at samle inspiration til en ny fortælling om byen. Nu er hun i gang med at skrive, og i august bliver teksten bragt i lokalavisen og her på siden. Læs med og se, om du kan spejle dig i den bid af Danmark, Line-Maria Lång skriver frem.

D. 29. august 2019 vil Line-Maria Lång endnu engang besøge Aalborg, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Følg med her, når Line-Maria Lång besvarer spørgsmålet: Hvem er Aalborg?

Aalborg-glimt

Af Line-Maria Lång

Pers hund er glat og blank. Den hedder Ålen, ligesom AA, siger han, når han skal forklare, ligesom Ålleren, siger han – kært barn, siger han. Han har rugbrødsklippekort til Othello Bageriet i inderlommen og en hundesnor i baglommen.

”Alt, hvad man behøver.” Han tager Irenes hånd. Hans tindinger er høje, de gør hans ansigt hjerteformet.

Ålen er ikke længere i syne. Ålen er fri. Ålen er løbet ind mellem træerne i Kildeparken.

Hvert enkelt træ er dedikeret til en musiker og har en lille boks, man kan trykke på, og som spiller brudstykker af kunstnerens sange. Det er fuglekirsebærtræer.

”Tænk, når de springer ud!” siger Irene.

”Det er ærgerligt, at John Cleese knaser lidt,” siger Per.

Ålen har stillet sig foran Leonard Cohen. De var til koncert med ham for nogle år siden.

”Det er synd, man ikke lige kan gøre det igen.” Per trykker på knappen.

”Det er længe siden, vi har haft en god dag.” Irene klemmer Pers hånd.

“She feeds you tea and oranges that come all the way from China,” synger træet.

”Fuglekirsebærtræerne findes!” Irene løfter Pers hånd mod sine læber og når at kysse den, inden han forsigtigt trækker den til sig.

Per snyder næsen. Når han bukker sig, ser hans ansigt endnu mere hjerteformet ud. Lige til at forelske sig i igen.

Solen står i Grønlandskvarteret. Solen er en skulptur. Solens inderside er rød, den står på hvide stråler, midten er sort. Den kunne ligne alt. En blomst, en Eero Aarnio-stol, en højtaler, en sol selvfølgelig.

Det grønne område er enormt. Anna og Carla går tur arm i arm. Forbi en klynge af røde huse, der ligner en karavane. Der er heste og kaniner. Carla red der som barn. Observatoriet har den største linsekikkert i Danmark og ligner en flødebolle. Der er en golfbane, og selv når det er koldt, er der spillere. En mand i trenchcoat med guldknapper, der er knappet, så de ligner Karlsvognen. Tre golfkøller stikker op af hans lange hvide golftaske. En mand uden frakke har fikset sin golfkølle ad flere omgange, den er meget kort, et tykt lag grå gaffa er viklet om den, han flytter en pose klirrende flasker med rundt på banen, posen kommer i vejen, når han skal skyde.

Han ler, hver gang han ikke rammer.

Boghandleren på Boulevarden

Ringeklokken spiller “Für Elise”, da jeg går ind. Ude fra baglokalet kommer Holländer, ejeren af boghandlen.

Han går langsomt, men friskt, og det smil, han sender mig, får mig til at føle, at vi har kendt hinanden i årevis. Butikken er gammeldags, der er bøger overalt, der dufter af bøger.

Der dufter virkelig af bøger.

– Jeg gider ikke have spil og legetøj, siger han, sæt dig endelig ned.

Han kalder butikken sit aktivitetscenter og fortæller, at han er her hver dag fra 13-17, men der kommer ikke så mange kunder længere.

– Og hvem er du så?

Han smiler så sødt, så varmt, så jeg ikke forstår, hvorfor butikken ikke er fyldt. Om ikke andet så for at se det smil og den måde, han klemmer øjnene ganske lidt sammen på og ser på én.

– En forfatterinde, siger han, fortæl om dine bøger!

Og det gør jeg. Han læner sig frem og beder mig nogle gange om at tale højere.

– Jeg hører så dårligt, siger han.

– Og jeg glemmer endnu mere, så du behøver ikke tænke så meget over, hvad du siger.

Han smiler: Jeg er næsten 90.

– Det ser ikke sådan ud.

– Virkelig? spørger han nysgerrigt.

– Er der ikke mange, der siger det til dig?

– Jo, svarer han tøvende, men man ved jo ikke, om de mener det.

Jeg får ham måske overbevist om, at det gør de. Ærgerligt er det vel, hvis det aldrig når at gå op for ham. Altså at de mener det.

Det synes han, at jeg kan have ret i, og mener, at det i så fald må handle om at være glad for det, man laver, og kunne glæde sig over de små ting.

– Hver dag når jeg vågner og mærker, at jeg igen kan åbne øjnene, tænker jeg: Dejligt med endnu en dag.

Han fortæller mig om dengang, han var en ung mand på motorcykel, og viser mig et billede af sig selv i et plastikchartek.

– Og min kone, siger han, vil du se verdens dejligste kvinde?

Og det vil jeg selvfølgelig. Han holder varsomt om billedet, han har fundet frem, og dér er hun – smilende og varm.

– Folk spørger, om jeg ikke savner hende, og det gør jeg hvert sekund. Men jeg er heldig, siger han og læner sig listigt frem:

– For jeg havde verdens dejligste kvinde i 70 år.

Jeg ser op og væk for at holde en tåre tilbage. Han ser også op. Som for at se, hvad jeg kigger på. Et skilt med Rasmus Klump hænger og dingler fra loftet. Vi ser begge to på Klumps røde, prikkede ben.

En smilende, mørkhåret kvinde kommer på et tidspunkt ind med en avis til ham.

– Det gør hun hver dag, siger han, da hun er gået.

– Er det ikke sødt?

– Jo, meget sødt, jeg nikker.

Han fortæller videre om sin kone, om besættelsestiden, om dengang han var soldat og verdens måde at ændre sig på, at alt fortsat skal gå hurtigere.

– Bare det hele ikke på et tidspunkt går dem alle sammen forbi, siger han.

Han har en opmærksomhed, jeg sjældent oplever, så jeg slet ikke kan tage øjnene væk fra ham. Hans stemme, hans kropsholdning er kun rettet mod mig og egne tanker.

Og da jeg skal videre, tænker jeg, at jeg må se ham igen.

Jeg spørger, om han mon er på Facebook, og lige da jeg har sagt det, kan jeg godt høre, at det er et dumt spørgsmål.

– Mail, retter jeg det til.

Han ryster på hovedet, men rejser sig så og river et stykke papir af en gulnet kvitteringsblok.

Jeg lægger det varsomt i min taske. Der står ikke noget telefonnummer på, kun en adresse.

– Jeg er her, siger han, jeg er her, så længe jeg nu er her.