Hvem er Aabenraa?

Af Christina Englund

I foråret besøgte Christina Englund Aabenraa, for at samle inspiration til en ny fortælling om byen. Nu er hun i gang med at skrive, og i september bliver teksten bragt i lokalavisen og her på siden. Læs med og se, om du kan spejle dig i den bid af Danmark, Christina Englund skriver frem.

D. 3. oktober 2019 vil Christina Englund endnu engang besøge Aabenraa, hvor hun afholder workshops på den lokale skole og deltager i et åbent arrangement på det lokale bibliotek.

Følg med her, når Christina Englund besvarer spørgsmålet: Hvem er Aabenraa?

Ingo & Josefine

Af Christina Englund

Det er nu. Det er sådan, hun tænker. Nu. Hun ser på sin mobil flere gange uden helt at fatte, hvad klokken er. Tjekker, at papkassen stadig står ved hendes fødder, fuld af alt det skrøbelige, der snart kan være væk.
Udenfor flimrer markerne forbi i tusmørket. I sædet ved siden af rører Ingo på sig.
Taxachaufførens blik rammer hende i bakspejlet. Som om han vil sikre sig, at det virkelig er den her vej, de skal, at hun er sikker på det her, og ikke mindst. At hun kan betale.
– Vil du have kortet nu? Hun lirker hånden ned i baglommen.
Chaufføren vinker afværgende og skruer op for anlægget, hvor en kvindestemme synger på et sprog, der lyder som russisk. Han virkede ellers ok, da de steg ind på hjørnet af Haderslevvej ti minutter tidligere. Først nu slår det hende, at hun alligevel ikke får optoget at se.

Josefine løfter hånden, flagrende, strejfer Ingos hår, mere tør hun ikke. Hvordan kan han dog sove? Selv mærker hun hans nærvær som en tyngde i kroppen.
Idet Ingo skifter stilling, strejfer hans lår hendes. Hun kommer til at skubbe til kassen med foden. Det føles som en evighed siden, de sad i det busskur og ventede på den bus, der aldrig kom. De kys. I nat skal vi feste i Flensborg, tænker hun. Bare dig og mig.

Da hun vågnede tidligt i morges i sin gamle seng, stod kassen i vindueskarmen. Selvom alle sov endnu, kunne hun næsten høre hestene klapre gennem de brostensbelagte gader. Snart ville folk komme frem og sætte blomster i lygtepælene, rulle deres faner ud.

Engang lå den forkerte bager på etagen nedenunder. Den hendes mormor ikke måtte handle i. Nu bor der en mand, som tæver sin kone. Josefines mor har meldt ham til politiet flere gange. Så snart de går, giver han sig til at råbe og kaste med møblerne igen.
Josefine har ikke været hjemme siden jul. Først da hun stod af bussen og så skiltene, huskede hun ringriderfesten.

Hun havde fundet Ingo ved træet på Søndre torv hen ad aften.
– Jose? snøvlede han. – Er det dig? Hans blik sejlede.
Hun satte sig ved siden af ham med kassen i favnen. Fattede ikke sit held.
– Kan du huske, da vi sad i din vindueskarm og spyttede efter folk?
– Det betød jo ikke noget. Hun smilede spagt.
– Næh, sukkede han. – Men det gør det nu. Han vendte sig mod hende. – Det var tider, da man stadig kunne sende bombetrusler til skolen, uden at verden gik under af den grund.
Josefine havde gerne villet spørge ham, hvad der var blevet af ham, hvor han havde været, siden de gik ud af niende. Men noget i hans stemme bremsede hende.

Nu sidder Ingo og stirrer ud i mørket. – Hvor er jeg, Jose? Han ser ned på hendes lår, tæt ved hans, ser på kassen ved hendes fødder. – Hvad laver jeg her?
– Du ville selv med, forsøger hun, – du havde brug for at komme væk. Du citerede Nietzsche, du …
Chaufføren sætter farten ned, idet grænseskuret kommer til syne.
En hjemmeværnsmand står lænet ind over en anden bil. Hæver en stavlygte mod dem.
– Ret ryggen, hvæser Josefine. Der går et øjeblik, før Ingo forstår, at det er ham, hun mener.
– Jeg kan ikke det her, mumler han, smækker døren op og småløber over vejen.
Ingo, vil hun råbe, men der er kun det tætte krat.

Da hun bagefter stikker sit pas gennem vinduet, mærker hun intet. Først da de har passeret, ser chaufføren på hende i bakspejlet. Josefine læner sig frem og løfter varsomt papkassen op i skødet. At fragte noget så skrøbeligt, er ikke let, kun ensomt. Lige her begynder Europa, og vi stopper ikke, tænker hun, det stopper aldrig. Det er nu.